Vi har ferie. Endelig får jeg lyst til at tilføje. De sidste par uger op til ferien, var en blandet fornøjelse. Børnene havde ferie. Jeg havde en del arbejde der skulle ordnes inden jeg sådan rigtig gik på ferie. Derfor forsøgte at jeg at lege ferie, mens jeg mest af alt havde lyst til at gøre mit arbejde færdigt.
Så jeg var træt, da det blev rigtig ferie sidste fredag. Rigtig træt. Derfor steg mine forventninger også de sidste uger op til ferien. Ikke til alt det vi skulle nå. Men til alt det vi ikke skulle nå. Til alle de bøger jeg skulle læse. Til al den tid jeg skulle ligge og kigge ud i luften. Til hvor meget jeg skulle lege med mine børn og lytte til deres historier, spørgsmål og betragtninger af verden. Og til alle de lange morgener og sene aftener, hvor vi bare slappede af og var sammen.
Hvad jeg havde glemt var, at jeg altid rammes af rastløshed, kedsomhed og en dyb form for melankoli når jeg får ferie (den rammer mig også i weekender, bare i en lidt mildere grad). Det er det samme hvert år. Hvis du læste mine morgensider (en slags dagbog som jeg skriver hver morgen) fra den sidste uges tid, så ville du med garanti tro at jeg var ved at blive deprimeret. Fordi jeg har været ked af det. Har haft svært ved at nyde, at jeg nu endelig kunne kysse mine børn hele dagen.
Jeg har haft et helt abnormt behov for ro, og da jeg så fik ro, så fyldte det mig bare med triste følelser. Jeg har haft lyst til at stikke af flere gange, fra børnenes spørgsmål, madlavning, brætspil og hygge. Og selvom jeg forsøgte at være med de svære følelser, så begyndte jeg langsomt at panikke over, at det ikke var det her, jeg havde tænkt mig at bruge min ferie på. Altså at føle mig ked af det og rastløs. Og i halen af de følelser så begyndte jeg også at føle mig som en dårlig mor. Fordi hvorfor kunne jeg ikke bare nyde ferien med mine børn?
Puha.
Men ved du hvad. Det er det samme. Hvert. Evig. Eneste. År. Jeg glemmer det bare.
Idag ramte følelsen af fred mig endelig. Midt i en klit ved stranden, kunne jeg endelig slappe af. Jeg sad bare lige der. Kiggede ud i luften. Og følte den dybeste ro indeni. Jeg var bare.
Det fik mig til at tænke på, at selvom jeg bruger en stor del af min tid på at skabe ro i mit liv. Så har jeg alligevel været oppe i et højere tempo, end jeg egentlig var klar over. Jeg har haft brug for tid til at lande. Og det er ikke noget der sker fra den ene til den anden dag…
