Altid stod jeg bare der og stod. Lod vinden hive og slide i mig. Lod mig bevæge og vuggede med. Stormene kom og gik. Jeg væltede. Rejste mig op. Væltede igen. Men aldrig blev jeg liggende stille. Altid. Altid kæmpede jeg mig op. Igen. Og igen. Og igen…
Ingen så mig ligge ned. Ingen. Jeg stod bare der og stod. Så måske en smule vindblæst ud. Men jeg stod.
Pludselig en dag blev der stille. Jeg lyttede forundret. Forbløffet over den pludselige stilhed. Mig som var så vant til vindens selskab. Jeg lyttede så intenst jeg kunne. Ventede. Den kommer vel tilbage? Ik’! Jeg kaldte. Længe. Insisterende. Mærkede angsten røre på sig. Vindene og stormen. Årh stormen. Havde altid været min følgesvend. Aldrig havde jeg været så alene som nu, hvor stilheden var alt, hvad der var. Stilhed. Intet andet.
Hvad så nu… Hvem er jeg uden vinden? Hvem er jeg når ingen hiver og slider i mig? Hvem er jeg her i dette stille ingenting? Hvem er jeg…?
I mig bærer jeg altid den intense lytten og venten på at stormen rammer igen. For den kommer da. Gør den ik’?
