Jeg har en oplevelse af, at når vi for alvor vågner op til det følende og sansende væsen vi er. Så må vi ofte gå igennem en form for smertens tilstand. En smerte over alt det der har været lukket ned. En smerte over at møde den tæmmede del af os selv. En smerte over alle de følelser der ikke var plads til da vi var børn. En smerte over tabet af en sanselig verden, som vi kendte engang, men som vi voksede ud af. Og en smerte over jordens tilstand, som vi ikke kan undgå at mærke, når vi for alvor begynder at forholde os til det der rør sig i vores indre.
Jeg ser det, som en form for eksistentiel livssmerte som vi på en eller anden måde har formået at afholde os fra at mærke. Det kan føles som en forvirring. En desorientering. Som om at en ny del af os vågner op fra en livslang søvn og pludselig mærker det hele.
Der er pludselig en smerte som vi er nødt til at forholde os til, og lære at leve med. Jeg tror smerten har været der hele tiden. Men de fleste af os har gjort hvad vi kunne for at undgå den, dulme den og flygte væk fra den.
Når vi så står der og mærker det hele, så er det ikke længere muligt at flygte og så er vi nødt til at møde den. Være med den. Tage hånd om at smerten er en essentiel del af livet.
