Jeg føler mig fanget. Fanget i en krop som ikke kan leve op til mit hoveds ambitioner. Fanget i et liv som ikke svarer til det liv jeg troede jeg skulle leve. Fanget. Kæmper en daglig kamp for at komme fri. Arbejder med mig selv på alle mulige måder. Men alligevel så sidder jeg fast. På de gode dage, kan jeg se at jeg er på vej fremad. Se at der trods alt er sket små forandringer. Se at jeg er blevet gladere. Gladere og friere. Men på de dårlige dage, føler jeg mig mere fanget end nogensinde før.
Det er mit hoved der skaber gode og dårlige dage. Det er i mit hoved at tankerne udspringer. Det er tankerne der sætter mine følelser i gang. Det ved jeg godt. Men alligevel så bliver jeg fanget af mine egne tanker. Drømmer om at slippe fri.
Hvis nu bare… Når nu bare…
Jeg søger udveje. Genveje. Smutveje. Men der er kun en vej og det er fremad. Små skridt fremad. Hver dag skal jeg bare sætte den ene fod foran den anden og bevæge mig frem. Det kræver tålmodighed. Ekstrem tålmodighed. Fordi jeg kan se hvad der gemmer sig på den anden side af bakken. Jeg ved at der er så meget godt i vente. Men lige nu er jeg her. For foden af en høj bakke. Måske er det endda et bjerg. Og det føles så opslidende at skulle gå hele den lange vej alene. Så langsomt og alligevel så hurtigt at jeg når at blive forpustet. Når at blive udmattet. Tempoet er så langsomt at det udmatter mig.
Hvis nu bare… Når nu bare…
