Livet er ikke en lige vej. Du ved det måske allerede, men det har taget mig mange år at forstå. Jeg støder tit illustrationer, der viser livet som en lige vej. En vej, hvor målet venter ude i horisonten. På samme måde, så hører jeg mange, især politikere, italesætte livet, som en vej, hvor vi konstant skal bevæge os fremad mod et mål. Men det eneste endelige mål jeg kan ane ude i horisonten er mit dødsleje. Og der har jeg sjovt nok ikke travlt med at komme hen. I dag ser jeg ikke livet som en lige vej. Jeg ser livet som en vej fuld af op og nedture. Der er stikveje og afveje. Rundkørsler, hvor vi indimellem bliver ved med at cirkulere rundt og rundt og rundt. Livet er to skridt fremad, et tilbage, et par skridt til siden, og så lidt fremad igen.
I mange år troede jeg, ganske naivt, at livet galt om at bevæge sig lige ud. Så hver gang jeg endte på en blind vej, så følte jeg mig som en fiasko. Jeg har i mange år følt mig forkert, fordi jeg gang på gang endte steder i mit liv, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke hørte hjemme. Jeg har gennemført tre uddannelser, og de endte alle sammen med at føles, som et sæt tøj der ikke passede til min krop. Min familie grinede af mig, og lavede sjov med hvilken uddannelse, jeg mon ville vælge næste gang. Jeg var flov over, at jeg havde valgt forkert. Flov over at jeg ikke gik den lige vej. Det virkede som om at alle andre gik lige ud af deres veje, men min vej blev bare ved med at ende i mørke blindgyder og dybe bakkedale.
Jeg blev inspireret til at tegne den her tegning i formiddags, da jeg stødte på et lignende billede på Instagram. Og det inspirerede mig til at skrive det her indlæg. Måske fangede illustrationen mig, fordi jeg har stået nede i en bakkedal i lang tid, og hver gang jeg forsøgte at klatre op af bjergsiden, så gled jeg ned på bunden igen.
Først da jeg skiftede klatresko, og valgte en ny rute op ad bjerget, begyndte jeg at kunne skimte toppen. Den nye rute hedder mindfulness. På ruten blev jeg tvunget til at lægge mærke til ethvert lille græsstrå, mærke solens stråler på min kind, mærke mine fødder gå fremad gennem græsset. Jeg blev tvunget til at gå langsomt og lægge mærke til alt det jeg mødte på min vej. Hver gang jeg bevægede mig for hurtigt, så måtte jeg starte forfra. Langsomt, nærværende og opmærksomt.
På denne tur op ad bjerget har jeg lært mig selv at kende på ny. Jeg har lært at sige nej, lært at passe på mig selv, før jeg kan passe på andre. Og ved du hvad, jeg begynder at kunne mærke solen der skinner på den anden side af bakketoppen. Det føles så vildt at være nået så langt.
Alle blindgyderne og bakkedalene er en del af mit liv. I dag er de min styrke. Jeg måtte ned og bide i græsset. Igen, og igen, og igen. Før jeg lærte at gå en vej, hvor jeg passer på mig selv.
Og nu skal det ikke lyde, som om jeg står oppe på bakketoppen og synger. Fordi det gør jeg ikke. Der kommer hele tiden bump, bakkedale og omveje som jeg bliver nødt til at gå ned af. Og jeg bliver stadig bange, når jeg går i stå, eller føler at livet går for langsomt. Men jeg øver mig i, at det er okay at sætte sig ned på en sten og bare være. Være med alt det der er. Nogen gange er udsigten helt forrygende, når du sidder der, på din sten. Andre gange er der skyet, regn og tordenvejr. Så derfor har jeg i dag lyst til at minde mig selv, og jer om, at det er det livet handler om. Op, ned, langsomt, hurtigt, rundt, frem og tilbage. That’s life.
Håber du skaber en skøn dag, hvor du nyder hvert et skridt på din kringlede vej.