Jeg har en krop. Ja, det har du jo også. Men den her krop, den har været udsat for så meget had og hårde ord igennem de sidste 36 år, at jeg er imponeret over at den stadig står her. At den overhovedet gider at bære mig igennem dagen…
Jeg har altid været stor, som i str. 43 i sko, 180 cm i højden, og de muskler, som det så kræver at holde en stor krop oppe. Og netop derfor har jeg aldrig passet ind i nogen tabeller eller grafer. Mit BMI har ALTID ligget over, hvad et bmi nu skal. Min bryster har ALTID været for store til, at kunne passe nogen som helst bh, som du kan købe i fx h&m. Mine lår har ALDRIG kunne klemme sig ned i de bukser, som ellers ville have siddet perfekt i taljen. Mine former passede bare ikke ind nogen steder. I mange år gik jeg med sikkerhedsnåle i bukserne for at holde dem oppe i livet, fordi når min numse og lår skulle passe i bukserne, så var de bare ALT for store omkring min mave. Jeg følte, at jeg var en freak, som bare ikke passede ind nogen steder. Jeg spejlede mig i andres kroppe. “Ej se lige der, hun har en stor numse ligesom mig”, “Wow hvor er hun flot, sådan vil jeg også se ud”, “Sikke små bryster hun har, det må godt nok være dejligt”. osv osv. Og mit hoved knevrede (læs: knevrer) dagen lang. Om alt det jeg skulle tabe mig. Om hvordan jeg ville se ud, hvis nu bare…
Da jeg var omkring 16-17 år fandt jeg ud af at jeg kunne spise alt det mad jeg havde lyst til, hvis bare jeg kastede det op bagefter. Så det blev min vej igennem de sidste teenageår og op igennem mine 20-ere. Jeg hadede, at jeg ikke havde viljen og styrken til at blive mindre. På trods af, at jeg træede hver evig eneste dag, så blev mine lår bare større og større (wonder why, det var jo muskler for pokker). Og jeg var så FLOV over dem. Jeg var så flov over mig selv. Men ved at kaste op, så kunne jeg trods alt bevare den størrelse jeg havde. Og maden den kunne jeg ikke lade være, fordi den var mit dope. Den gav roen i maven. Den dulmede. Og gav mig fred i et kort øjeblik. Særligt igennem mine to graviditeter kæmpede jeg en sej kamp mod bulimien. Fordi pludselig kunne jeg ikke kontrollere min krop. Og det var SÅ skamfuldt at have trangen til at kaste op, hver evig eneste gang jeg havde spist. Ingen kunne se den indre kamp der konstant kørte inden i mig.
Selvfølgelig, får jeg lyst til at skrive, valgte jeg samtidig at læse Ernæring og Sundhed. Netop fordi kroppen og maden fyldte så meget i mit hoved, så var det også det der tiltrak mig. Men det gjorde det bestemt ikke lettere at acceptere mig selv. At være blandt mennesker der alle gik op i krop og kost, er rimelig svært, når du konstant føler dig forkert. Og når jeg pludselig vidste præcis, hvor meget mad, og hvilken type mad der var bedst for mig at spise… Så fyldte det mig med ekstra skam, når jeg ikke selv kunne finde ud af det. Samtidig så havde min indre rebel det mega svært med at acceptere sundhedsstyrelsens, i mine øjne, formynderiske tilgang til krop, mad og sundhed. Så jeg gennemførte studiet, men valgte at droppe alt fokus på mad, og istedet blev jeg optaget af det psykiske aspekt af at spise. Og langsomt fandt jeg min egen vej ift. at skabe en balance i mit forhold til mad. En vej, hvor jeg gav fuldstændig slip og valgte at mærke, hvad JEG havde lyst til at spise, istedet for at fokusere på hvad der ville være det rigtige. Jeg sluttede fred med min mad. Og begyndte at stole på at jeg rent faktisk godt kan mærke, hvad jeg har lyst til at spise. Det er dog stadig en hårfin balance, som jeg stadig ikke skal rode alt for meget ved.
Hvad jeg til gengæld ikke har givet slip på, er overbevisningen om, at min krop er forkert. At den ser forkert ud. At jeg burde være tyndere. Have tyndere lår. Slankere mave og en mindre dobbelthage… Den har fulgt mig altid. Men NU har jeg valgt at det skal være slut. Jeg G I D E R ikke mere. Jeg vil ikke slås med min krop længere. Punktum.
Og hvad har det så med mindfulness at gøre tænker du måske? Det har faktisk en hel del med det at gøre. Fordi ved at blive opmærksom på alle de tanker, som jeg tænker om mig selv og min krop. Så har jeg langsomt fået kontakt til, hvad det egentlig er jeg tænker om mig selv. Tidligere var det bare en hvisken, som jeg nærmest ikke kunne høre. Jeg går forbi spejlet og en lille stemme hvisker; “Den der mave bliver du altså nødt til at trække ind, hvis du skal have den bluse på i dag”. Eller “Hvaaaad er mine lår stadig SÅ tykke…?” Små spydige bemærkninger, som jeg lader dumpe ned til min krop hver evig eneste dag. Og ved at observere mine tanker, er jeg blevet bevidst om, hvor meget bullshit jeg har sagt om og til min krop.
Så nu skal de der totalt forskuede overbevisninger ændres. Fordi objektivt set, så ved jeg godt at min krop er præcis som den skal være. Jeg ved det godt!
Så kære smukke, dejlige og lækre krop. Skal vi to ikke være venner. Jeg ved, at du gerne vil være ven med mig, det har du vist mig i mange år. Men nu er jeg også klar til at blive ven med dig. Og jeg ved godt at det ikke sker overnight, at jeg slutter fred med dig, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan.Det lover jeg <3 Istedet for at pakke dig ind. Pakke dig væk. Så vil jeg gerne pakke dig ud. Vise dig frem. Og være stolt af dig. Fordi hvis der er noget, jeg kan være stolt af, så er det at have en krop, der på fineste vis hjælper mig igennem livet. En krop der hvisker små beskeder til mig, hvis bare jeg lytter. En krop der hjælper mig. Jeg kan være så fucking damn stolt af netop den her krop. Stolt af dig. Stolt af mig.