Kære julemand… Det kunne sagtens være titlen på det her billede. Men billedet viser bare min dejlige pige der har opdaget glæden ved at skrive. I dag snakkede vi om, hvorfor hun hellere vil skrive end at læse. Hun fortalte, at hun altid føler, at hun skal skynde sig, når de skal læse i skolen. Det handler om at være hurtig. Om at komme først. Både når det gælder læsning. Men også ud af badet til idræt. Og når der skal hentes madpakker i skoletasken osv.
For en pige der altid har taget tingene i sit helt eget rolige tempo, så føles det ikke rart at skulle skynde sig. Det føles som et pres. Tænk engang, hvad det er vi lærer vores børn, når vi skal hurtigt ud af døren hver dag. Når vi læser, spiser og leger hurtigt. Eller når vi i vores egen iver snupper ordene ud af munden på dem.
Jeg gør det selv. Skynder på. Mig selv og andre. Jeg har altid elsket, at være hende der var hurtigst. Jeg bliver dybt frustreret, når tingene går for langsomt. Så jeg har løbet, og løber stadig – og har skulle lære, på den virkelig hårde måde, at hver gang jeg løber for stærkt, så må jeg ned at ligge.
Men hende min lille nisse hun minder mig gang på gang om at tage det med ro. Hvis hun bliver presset for meget, så går hun bare helt i stå. Så jeg kan godt glemme alt om at skynde på hende.
Jeg tror, hun er her, for at huske mig, og alle andre på at sætte tempoet ned. Fordi med små skridt kommer vi meget hurtigere i mål, end dem der drøner af sted, og må sætte sig stressede og forpustede ned på halvvejen.
Så den her lille julenisse hvisker stille til dig, at du godt må sætte farten ned. Også i december. Hvad er det du skal nå? Med den fart de fleste af os lægger for dagen i december, så glemmer vi, hvad det virkelig drejer sig om. Nemlig at være til stede. At være nær. Os selv. Og dem vi elsker.
