The slower you go, the more you feel. Jeg bliver ved med at gentage de her ord. Fordi de giver så god mening for mig. Jeg mærker det, rent fysisk, når jeg bevæger mig langsomt igennem skoven. Jo langsommere jeg bevæger mig, jo mere mærker jeg. Jeg mærker mig selv på en ny måde. Jeg ser ting, som mit øje aldrig ville have fanget, hvis jeg gik afsted i rask tempo.
Når du sætter farten ned, slukker for automatpiloten og tillader dig selv at stoppe op og mærke livet, så sker der en form for magi. Livets magi. Du ser alle de små mirakler, som udspiller sig lige for næsen af dig. Små mirakler som de fleste aldrig, når at registrere. Fordi hvordan er det muligt at se livets magi, hvis vi kører på automatpilot med 180 kilometer i timen? Alting bliver til en tåge, når vi kører afsted på den måde.
Livet er så dyrbart. Så lov mig, at du indimellem stopper op. Mærker, føler og sanser dit liv. Åbner øjnene op for livets små mirakler, som er lige der, foran dig.
Du kan starte lige nu. Der er ingen der forhindrer dig i at stoppe op og tage et par dybe vejrtrækninger. Der er ingen der bremser dig, hvis du lader øjnene glide rundt og tillader dig at se alting, som så du det for første gang. Ingen stopper dig. Ingen siger sæt farten op. Ingen andre end dig selv ?
