Jeg mistede min stemme…
Jeg mistede min stemme. Dengang jeg begyndte at opdage min egen dybde.
Jeg mistede min stemme. Da jeg opdagede, at der indenunder de lag som jeg møjsommeligt havde bygget op omkring mig selv, var en helt fuldstændig uberørt del af mig, som var renere, større og mere powerfuld end noget jeg nogensinde havde kendt.
Jeg mistede min stemme. Fordi jeg indså, at alt det jeg nogensinde var blevet fortalt var en løgn, en illusion, en historie som blev fortalt igen og igen og igen indtil vi alle troede på den.
Jeg mistede min stemme. Blev stum, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg talte i en verden, som var så forskruet og galt afmarcheret.
Jeg mistede min stemme. Fordi jeg var bange for de ord du ville kalde mig, hvis du hørte hvad jeg havde at sige. Bange for at du ville udstøde mig fra gruppen.
Jeg mistede min stemme. Fordi jeg stille og stum kiggede mig omkring, og så hvordan alle levede i en døs, og jeg blev bange for, hvad der ville ske, hvis jeg vækkede dem.
Jeg mistede min stemme. Fordi spiritualitet, religiøsitet og selvudvikling var et så negativt ladet der, hvor jeg kom fra, at jeg var nødt til at gemme det hele væk.
Jeg mistede min stemme. Fordi ordene hang fast i min hals.
Jeg mistede min stemme. Og dermed også min kraft.
Jeg mistede min stemme. Indtil jeg hørte andre sætte ord på alle de ord og erkendelser, som lydløst hvivlede rundt inde i mig.
Jeg mistede min stemme. Men midt i mørket lyste den pludselig op, og kaldte mig helt hjem.
Jeg mistede min stemme. Men fandt den langsomt igen, mærkede stemmens kraft bruse i mine årer og ordene der var så mange at de faldt over hinanden.
Min stemme mistede mig. Mistede sit talerør.
Men da jeg vendte hjem genfandt vi hinanden.
