Kæreste januar.

Du strøg forbi min næse, uden jeg rigtig nåede at se dig. Du havde mere fart på, end jeg ønskede mig. Fart, som var med til at skærpe mit fokus, og som kom med en vigtig lektie, jeg må arbejde med i året der kommer. En lektie, som trækker tråde tilbage til tidligere år, hvor jeg bevidst har måtte fokusere på at nære mig selv og give ekstra plads til bevægelse og kreativitet – før jeg kan yde.

Du satte fingeren på et af mine ømmeste punkter. Et punkt som bor i min mave. Der hvor jeg har gemt den smerte, som jeg ikke tillod mig selv, at mærke til fulde, da børnene var små. En smerte som jeg først nu har rum til virkelig at mærke, og plads til at være og ånde med.

Du rettede mit blik hen imod to modstatrettede kræfter, som kæmper i mit indre; Akademikeren og min indre vilde kvinde. Den ene spørger konstant; er der evidens for det? Er du nu helt sikker? Hvordan kan du vide det? Og den anden hvisker; sådan er det bare. Jeg kan mærke det. Hav nu tillid til mig.

Kære januar, du gjorde ondt de rigtige steder. Steder, der trængte til bevægelse og opmærksomhed. Du føltes, til tider, som en mørk tunnel, som jeg passerede igennem, uden helt at vide, hvor jeg ville ende henne.
Du tvang mig til at lytte til min indre vildmark, dykke ind, mærke og rette min fulde opmærksomhed mod alt, hvad der dukkede op. Og nu ser jeg, endnu engang, at mine største livslektioner altid gemmer sig lige her. Midt i vinterens mave.

Januar-livslektioner-vinterens mave