I denne uge har jeg haft flere magiske hjertemøder. Den slags møder som opstår, når jeg åbner op, inviterer inden for og bevæger mig ud på den anden side af min komfortzone. De her møder har rørt mig dybt. Jeg har mærket så meget kærlighed, forståelse og mit hjerte har summet af genklang fra de ord og følelser, som jeg har mødt.
Igår delte jeg en bid af mig selv, og det jeg føler, jeg har at bidrage med her i verden, med to fantastiske kvinder, som jeg virkelig beundrer for, at være dem de er. Jeg var nervøs inden vi mødtes i skoven. Fordi at dele det der betyder allermest for mig, det føles, skørt nok, virkelig sårbart… Tanker om, at det jeg guider ind i, derude mellem træerne, er alt for banalt – og at alle andre kan gøre det samme, fløj igennem mit hoved. Tænk hvis de her to kvinder, som jeg på kort tid er kommet til at holde af, blev skuffet! Eller endnu værre – endte med ikke at kunne lide mig bagefter… Holy moly det er gamle tanker og overbevisninger der var på spil her. Men jeg deler dem alligevel, fordi jeg er nok ikke den eneste, der frygter at blive afvist, når jeg viser, hvem jeg virkelig er.
Så med et åbent bævrende hjerte gik jeg gennem skoven i går. Viste vejen til det stille sted. Indeni. Mens skoven delte sin energi med os. Og som det altid er, når vi overgiver os til at være den vi er, så giver det andre mulighed for at mærke os. Deri ligger både din og min magi gemt. For mig kræver det så meget mod, at turde vise hele mig.
I går turde jeg. Og de ord, som jeg fik med mig hjem, er gemt dybt inde i mit hjerte. På den hylde, hvor jeg gemmer ord, som skal give mig styrke næste gang jeg bevæger mig ud på gyngende grund.
