Er mit liv virkelig så svært? Er jeg virkelig fanget? Både ja og nej. Jeg er fanget i en sensitiv krop. En krop som jeg har taget afstand fra i mange år. Jeg har håbet at sensitiviteten snart forsvandt eller gik over.
Siden jeg var en helt lille pige har jeg været sensitiv. Mine forældre beskrev mig som hidsig, med anfald af vrede. Jeg eksploderede. Ja. Men hvad de ikke vidste var, at jeg var overstimuleret. De vidste ikke at jeg havde behov for at blive beskyttet mod for mange stimuli. Istedet blev det fremlagt som at der var noget i vejen med mig. Ja jeg var hidsig, ja jeg var vred. Men under den hidsighed og vrede gemte min sårbarhed sig. Et råb om hjælp. Hjælp mig. Pas på mig. Skærm mig. Mine forældre gjorde det bedste de kunne. Med den viden de havde dengang, gav de mig de bedste forhold.
Det er først efter at jeg har fået mine egne børn, at det er gået op for mig, hvordan et sensitivt barn reagerer når det er blevet overstimuleret. Indtil da troede jeg at det var mig der var noget galt med. Men med mine egne børn kom der også så tilpas meget belastning at jeg var konstant overstimuleret. Derudover har mine to fødselsdepressioner øget min sensitivitet. Tit føler jeg at jeg står totalt hudløs i en verden fuld af tykhudede mennesker. Der skal ikke mange bump til før jeg bløder. Hvor andre får blå mærker, får jeg sår. Hudløs i en verden fuld af bump, stød og belastninger. Det føles ikke rart. Det føles alt andet end rart. Det er den følelse jeg har haft i mange år.
Men samtidig så ser jeg også alt det storslåede. En smuk udsigt gir mig tårer i øjenene. Mine børns storhed giver mig en klump i brystet. Jeg er så bange for at miste alt det smukke som livet gir mig. Det er det der holder mig oppe. Det er det der har holdt mig oppe selvom jeg var depression. Det er det der holder mig oppe selvom jeg tit bare har lyst til at putte mig ned under dynen. Livet er så stort og smukt. Jeg vil så gerne kunne nyde det hele. Bare nyde.
