Torsdags tanker om rod, og de spor vi efterlader på vores vej igennem livet. Jeg læste en sætning i går. En sætning der ramte mig. Den handler om en far, der har mistet sin datter. Efter datterens død finder han alle de små spor, hun har efterladt sig: “Jeg plejede at være omgivet af tegn om hendes eksistens. Friske spor, efterladt i hendes kølvand. Krummer, sokker, bøger, papir, penne, spænder. Nogle gange havde jeg ignoreret dem, andre gange gjorde de mig irriteret. Men jeg havde bestemt ikke indset, hvor kostbare de ville blive. Og så bagefter, da jeg vidste, at de var uvurderlige, genstande der skulle sættes stor pris på, var der så få af dem.” – fra bogen ‘Sonate til Miriam’ af Linda Olsson
Legetøj, strømper, hårspænder og alle de andre ting, som flyder i slipstrømmen på vores børn. Alle de ting der viser, at her leves livet. Hvis du minder lidt om mig, så er alle de her ting, som vores børn efterlader, indimellem ved at tage pusten fra dig.
Tag nu mit hjem for eksempel. Kommer du hjem til mig en helt tilfældig hverdag, så vil du ikke være i tvivl om at her bor vi. Vores hjem viser tydeligt, at her er et hjem med to børn. Og to voksne der sætter pris på at være sammen med deres børn istedet for at stædse rundt og gøre rent. Ringer du til gengæld og varsler dit besøg. Så er det et noget andet hjem der vil møde dig. Fordi selvom jeg arbejder på at turde stå ved den jeg er, så er mit rod stadig noget af det jeg har sværest ved at lade andre mennesker se. Det føles skamfuldt. Kontrasten imellem mit hjem en helt almindelig torsdag og den dag, hvor du ringede inden du dukkede op, er kæmpe stor. Men jeg øver mig at se mit rod som tegn på at vi lever. Og netop derfor ramte den sætning, som jeg stødte på igår mig.
Hver og en ting af de ting som mine børn efterlader på borde, gulvet, i håndvasken osv. er et tegn på at mit barn er i live. Er det ikke smukt at se rod på den måde. Som en bekræftelse på at her leves livet.
Så hvis du har lyst til at komme forbi mig en helt tilfældig torsdag. Så vil du se et hjem hvor vi er i live. Så nu øver jeg mig på at være taknemmelig for at samle strømper og legetøj op i hele huset. Fordi enhver af de ting, er et tegn på at mine børn er i live. Og det er den største gave for mig.