Den evige dans imellem at være bevidst og ubevidst… Jeg sidder ved mit spisebord, min hund ligger og snorker under bordet. Køleskabet larmer, og i baggrunden kan jeg høre vaskemaskinens rumlen. Nogle enkelte fugle deler deres toner, og lyden blander sig med motorlyden fra en bil, som kører forbi på vejen. Det er alle de sanseindtryk, som jeg lader glide igennem mig, mens jeg sidder her og lader fingrene danse henover tastaturet. Jeg tager imod de indtryk, som livet giver mig, lige nu.
Et sekund senere har jeg glemt alt om øjeblikket. Jeg ryger tilbage til der, hvor jeg kom fra, tilbage til tankerne. Lige i disse dage, fylder tankerne om, hvor jeg er på vej hen, en del. Hver gang jeg lader mig glide med dem, så sanser jeg hverken fuglene, min hunds snorken eller duften af kaffe. Jeg sanser ingenting mens jeg befinder mig i mine fremtidstanker. Jeg prøver at gribe noget, som kommer til at foregå om dage, uger eller år. Jeg forestiller mig, hvad der kommer til at ske. Men jo længere tid, jeg befinder mig i tankerne om fremtiden, jo mere går jeg glip af det, som sker LIGE NU!
Pludselig lægger jeg mærke til, at regnen er stoppet udenfor. Jeg lader mit blik glide ud i haven. Stopper op igen. Bevæger mig væk fra tankerne og tilbage i nuet. Jeg lægger mærke til regndråberne der hænger på de afpillede grene. Jeg ser farverne. Mærker at der er stille inden i. Lader et kort øjeblik stilheden fylde det hele. Mærker stilheden rent fysisk. Så glider mit blik op på den lysegrå himmel. Mærker hvordan stilheden ligger bagved alle de lyde, som omgiver mig. En tanke rammer mig og…
Hver gang jeg vender tilbage til dette øjeblik. Hver gang jeg registerer, at jeg er fløjet afsted med mine tanker. Hver gang det sker. Så er jeg mindful. Så kommer jeg tilstede i nuet.
Jeg stopper op mange gange om dagen. Og suger øjeblikket til mig. Særligt i de timer, hvor jeg har hjemmet for mig selv. Alligevel så kan jeg i timevis være så fordybet i mine tanker, at jeg ikke sanser, hvad der foregår lige for næsen af mig.
Ind og ud. Ind og ud. Fra sanseløs og bedøvet til fuldt opmærksom.
Livets mærkværdige dans
I stilheden, pausen, mellemrummet. Det er der jeg lever.
