Der er noget der brænder inden i mig. Noget der gerne vil ud. Noget der har ligget og ulmet længe. Jeg kan mærke dets kraft. Mærke ilden. Men jeg kan ikke sætte ord på hvad der er. Det trykker for mit bryst og hals og jeg føler nærmest at jeg er ved at kvæles. Hvad hvis jeg lukker det ud i tillid? Hvad vil der så ske? Hvad hvis fingrene får lov til at danse henover tastaturet og det der gerne vil ud, får lov til at glide ud uden jeg ser det?
Kom nu. Jeg forsøger at lokke ordene frem. Kom nu. Jeg vil gerne give slip på det der er derinde. Det der brænder mig op. Alle de ord jeg ikke har fået sagt de sidste mange år. Fordi jeg ikke kunne. Fordi jeg var bange for, hvordan de ville blive taget imod. Fordi jeg var bange for om nogen ville elske mig bagefter.
Fordi er det nok, når jeg bare er mig? Er det nok, at jeg bruger den viden jeg har opsamlet ved bare at være i livet. Andre gør det. Jeg vil også gøre det. Men står her på dørtrinet og tøver. Ved ikke hvordan det skal vendes og drejes. Kom så lille du. Skønne sjæl luk dig op. Luk ordene ud.
Luk al din smerte, al din længsel og al din visdom ud, så andre kan få glæde af den.
Det har gjort så ondt i mange år. Så ondt at jeg trak mig helt tilbage fra verden. Tilbage til mit skjold. Men jeg er klar til at gå en ny vej. Mens jeg skriver det her, kan jeg mærke at jeg forsøger at beskytte mig selv. Jeg er bange for om energien rækker. Til den rejse jeg ved står foran mig. Fordi ideerne arbejder langt hurtigere end de skridt jeg tager. Jeg ser allerede rejsen foran mig, men mærker også, at jeg kun kan tage små skridt. At det er små skridt der skal til, hvis ikke jeg skal brænde ud. Igen. Den vej har jeg gået. Og den endte blindt. Denne gang skal vejen ikke tømme mig. Den skal fylde mig op. Med glæde. Med lethed. Men kærlighed.
I dag fik jeg de fineste ord med fra en af mine mentees. Hun sagde at det havde gjort en kæmpe forskel for hende at have mig som mentor. At hun var så ked af at skulle slutte vores forløb, fordi det var rart og trygt at have mig ved hendes side. Og jeg kan se at hun har rykket sig siden vi mødtes første gang. Se at jeg har gjort en forskel. Den forskel vi jeg gerne gøre for mange flere. Så mine egne ar og knubs kan give mening. Så jeg kan åbne op for den store pose af erfaring, jeg har samlet sammen. Der gemmer sig så meget nede i den pose, som jeg brænder for at dele ud af. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal åbne posen en lille smule uden at det alt sammen vælter ud på en gang. Hvordan tager man små skridt, når hjertet er ved at flyde over af alt det der skal ud i verden. Jeg aner der ikke. Og derfor er jeg bange. Derfor tøver jeg.
Jeg ved at mindfulness er min vej. Det er den vej jeg selv går, og det er den vej som jeg gerne vil have mange flere til at gå sammen med mig. Jeg har brug for at gøre oprør med en tendens i tiden. En tendens hvor alt handler om at tjene penge, knokle og om at producere mest muligt. En tendens, som i min optik, har så store omkostninger for os som mennesker. Fordi vi har ikke tid til det vigtigste. Vi har ikke tid til at mærke livet. Jeg vil gerne invitere andre, invitere dig, til at mærke livet. Sammen med mig. Det er den rejse som jeg står overfor. Jeg ved bare ikke helt hvordan jeg begiver mig afsted. Men hov, det er jo netop det jeg gør. Gennem mine fingres dans henover tastaturet, så går jeg de første skridt. Jeg sidder her helt stille og lader mig bevæge af tiden og mine tanker som langsomt antager en form. En form som jeg håber andre end jeg forstår.
