I nat havde jeg mareridt. En af den slags mareridt, hvor man skal tvinge sig selv til at vågne op. Jeg blev forfulgt. Og hver gang jeg var lige ved at blive fanget, så lettede jeg. Fløj væk. Veg uden om. Og gemte mig… Jeg vågnede heldigvis. Det gør man jo som regel. Og mens drømmen stadig var helt tydelig for mig, så nåede jeg at tænke over, hvad den egentlig handlede om. Jeg lå der i mørket, og fornemmede at der var et mønster og en kobling til min hverdag.
Selvfølgelig, får jeg lyst til at skrive, handlede drømmen om at flygte fra noget meget farligt. En fare som jeg ikke kan se kunne se. Jeg vidste bare, at jeg skulle passe på, og flyve væk. Fordi det er præcis det jeg gør, når jeg er bange. Flyver væk. Letter til de højere luftlag. Og svæver heroppe, fordi det føles så knap så farligt, som at bevæge sig rundt nede på jorden.
Det har været en underlig tid her efter sommerferien. Jeg har følt mig ved siden af mig selv, og haft fornemmelsen af at noget nyt skulle have lov til at lande inden i mig. Alt det jeg efterlod før ferien, føltes pludselig forkert. Så jeg har givet mig selv tid til at ‘lande’ igen. Og de sidste par dage, er ideerne begyndt at vrimle frem. Jeg kan se dem for mig. De vil gerne lege. Men istedet for at hjælpe dem ud i verden, så letter jeg. Ser på dem oppe fra. Giver dem lov til at folde sig ud i min fantasi. Der er trygt og rart derinde. Der er ingen fare på færde.
Men ideerne vil videre ud i verden. Som ideer nu engang vil. Og det eneste jeg gør, er at træde tilbage, og tænke nej tak. Men det nytter jo ikke noget, fordi en anden del af mig, VIL ud i verden. Jeg har så meget på hjertet, jeg gerne vil ud med, og jeg vil ikke lade min frygt bremse mig. Men min drøm i nat viste mig, hvad det er jeg har gang i. Det blev tydeligt, at jeg flygter, fordi jeg er bange. Bange for at ideerne ikke holder. Bange for at det, som betyder allermest for mig, nemlig at lave mindfulness og mentorforløb i naturen (there I said it), aldrig kommer til at lykkes, sådan rigtigt. Fordi hvad så? Hvad stiller jeg så op med mig selv, hvis min drøm den brister?
Heldigvis har jeg stået her før. Jeg har før danset med tango med min frygt. Faktisk har min frygt holdt mig fanget i så mange år, at jeg kender den til uigenkendelighed. Det eneste den siger til mig er NEJ. Den slukker alle ideer. Den siger at det er for farligt. For farligt at træde der ud, hvor jeg sætter mig selv på spil. Den paralyserer mig. Og giver mig trang til at flygte. Men fordi jeg kender frygten. Og fordi jeg har danset med den før, så ved jeg også, at det eneste der virker er, at tage frygten i hånden. Snakke med den. Give den lov til at tale ud. Og så sige “jeg gør det alligevel”.
Så tak til mit mareridt i nat, for at vise mig, hvad der var på spil. Nu kan jeg lade frygten slippe tøjlerne, og selv overtage roret.
Idag har jeg så siddet lige her, og danset med frygten. Jeg har taget små skridt. Skridt derud, hvor frygten siger nej, og mit hjerte siger ja. Små skridt som kun jeg kan se. Men det er okay, fordi nu har frygten sluppet sit usynlige greb i mig, jeg ved hvad der er på spil. Alt er godt.
