Jeg har dækket al min fine blødhed med en skal. En skal som ganske langsomt falder fra hinanden.
Kontrasten imellem blød og hård bliver mere og mere tydelig. Nuancerne træder frem. I mit sprog. I min krop. I mine handlinger.
Jo mere jeg overgiver mig til mig selv.
Jo mere jeg tillader mig selv at være mig.
Jo blødere bliver jeg.
Lettelse. Det opleves som lettelse. At jeg ikke længere behøver min hårde skal. Det føles som lettelse at tillade følelserne passere. Det føles som lettelse at lade ord strømme fra alt det bløde. Det føles som lettelse at erkende, at jeg ikke skal kunne alting selv. Det føles som lettelse at smide skjoldet og blotte mit bløde sårbare jeg.
At være blød kræver ingen ord. Når jeg er blød kan jeg tage imod. Åbne op. Når jeg er blød giver jeg mig selv lov til at være kvinde. Jeg tillader mig selv at være sårbar. Jeg tillader mig selv at blive set. For alt hvad jeg er.
