Jeg holder tungen lige i munden de her dage. Fordi januar har haft mere fart på end jeg havde forudset. Mere fart på end jeg kan lide. Der er møder og arbejdsopgaver – som jeg elsker at fordybe mig i. Men de ligger for tæt, og der er lidt for mange af dem. Fordi jeg har en skiferie der puster mig i nakken og endnu et modul på uddannelsen dagen efter min ferie. Samtidig har jeg et umætteligt behov for ro og hvile. Fordi det er vinter. Og fordi jeg er mig. Så jeg forsøger at balancere det hele. Med meditation, løbeture, stræk, natur, stilhed og hvile.
En del af mig panikker, fordi det føles overvældende. Indimellem tvivler jeg. Kan man være så blød og sårbar som mig og samtidig følge det høje og intense kald som kalder på handling og skabelse i stort format? Jeg ved ikke om jeg kan. Men jeg prøver.
Jeg føler mig ofte som en såret kriger med et usynligt ar. Jeg bilder mig selv ind at mængen af arbejde, som jeg magter, er meget mindre end alle andres. Men hvad ved jeg. Jeg ved kun, at jeg meget hurtigt rammer grænsen for, hvor meget arbejde jeg magter på en dag. Og overskrider jeg grænsen så skriger mit hoved STOP ⛔️ Ord forsvinder og jeg taber tråden. Jeg får hovedpine og underlige smerter i kroppen. Jeg balancerer altid på den hårfine linje mellem for lidt og for meget. Fordi der var engang, hvor jeg overskred alle grænser og den langvarige stress og depression satte dybe spor, som jeg må leve med idag.
Så jeg møder mig selv med nærvær. Mærker ind. Justerer. Rummer. Er med det der dukker op. Jeg møder sorg. Jeg møder vrede. Jeg møder opgivelse. Jeg møder håb. Jeg møder det hele. Jeg trækker vejret med de følelser der glider igennem. Gør mig blød. Giver efter. Læner mig ind. Tillader at livet niver. Tillader at gamle dele af mig reagerer på ubehaget. Tillader… livet. Jeg må godt have travlt. Jeg må godt være bange. Jeg må godt stoppe op. Jeg må godt lægge mig ned. For derefter at hoppe op på hesten igen. Der skal være plads til det hele. Her i det liv. Som jeg kalder mit.