At være vejviser

Hjemme igen. Efter to dage under åben himmel, som jeg nærmest ikke kan beskrive. Jeg sidder her, blød som smør og med tårer i øjnene.
Glædestårer.
Lettelsestårer.
At give mig selv lov til at dele alt det, hvad jeg selv har genlært. At tillade mig, at være mig, og intet andet. At være. Lytte. Lære. Holde rum. Og tale fra det der føles sandt for mig.

Jeg er ikke lærer. Jeg er ikke underviser. Hvis jeg er noget, så er det vejviser. Jeg peger bare. Med mine ord. Med min krop. Med øvelser, som i bund og grund slet ikke er øvelser, men en vej, en praksis, en glemt måde at lytte på.

Jeg peger deltagerne i retningen af, hvordan de hver især kan genfinde forbindelsen. Til sig selv. Til hinanden. Til naturen. Der er ingen forskel på den forbindelse. Det er en og samme ting. Forbindelse er forbindelse.

Jeg viser blot deltagerne, hvordan de kan lytte. Hvordan de kan lære. Hvordan de kan forstå. Og resten er op til dem selv. Tilladelsen til at tro på det de mærker, ser og hører, den kommer fra dem selv.

Vi nedbryder formen, vi glemmer ordene, og genfinder en gammel måde at lytte på. Til et sprog som mange har glemt, men som vi alle forstår, når vi hører det igen.

Det føles så enkelt. Og alligevel så kræver det alt af mig. At vise vejen. Fordi jeg kan kun vise vej, hvis jeg tør læne mig ind i mig selv og hvile lige der. Det kræver alt. At vende hjem. Igen. Og igen. Og igen. Til mig selv. Til naturen. Til mig selv: Naturen.

#forbindelsentilnaturen#indreogydrenatur#naturterapeutiskmindfulness#naturterapi#naturensrytmer#uddannelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.