Jeg sad her, ved havet, i morges med en intention om at slippe bekymringer om hvad andre tænker. Jeg skrev ‘Det er trygt at vise og fortælle andre om hvem jeg er’ i min notesbog og derefter hoppede jeg i havet.
Seks timer senere lagde jeg en uskyldig story op her på IG og så gik mit indre alarmsystem ellers i gang. Alt i mig skreg, at jeg skulle slette videoerne igen. Pulsen steg. Tankerne hvirvlede rundt. Og her kunne jeg jo bare have slettet videoerne… men i stedet slukkede jeg telefonen og tog mig selv kærligt i hånden.

Jeg ved, at mine mange år med stress og depression har efterladt en overaktiv amygdala, som stadig gør, at jeg ofte og uden grund er på vagt. En del af mig mærker, at jeg er tryg, elsket og støttet. En anden del, som heldigvis langsomt slipper sit tag er konstant på vagt og pumper frygt ud i kroppen ved høje lyde, små forskrækkelser, ved følelsen af at miste kontrol og andre uforudsete dagligdagsting. Jeg ved godt, hvordan jeg beroliger mig selv, når min hjernes alarmhund går i gang, men eftersom amygdala kaprer hjernen så kræver det en god portion kærlig opmærksom og bevidsthed at vende skibet igen.

Men skibet KAN vendes. Med rolige og dybe vejrtrækninger. Med en rolig indre stemme, som hjælper mig til at se på situationen med kærlige øjne. Skibet kan vendes ved at skrive min oplevelse ned. Og ved rent kropsligt at mærke ind i de områder af kroppen, som spænder op og lade en blødhed brede sig. Bagved reaktionen er der stille. Det er stilheden jeg søger ind i. Fordi der kan jeg hvile.

Jeg deler det her af kærlighed til mig selv. For at vise at det er sandt. Det er sandt at jeg er tryg. Det er også sandt, at jeg stadig tretten år efter at depression, stress og angst blev en del af mit liv, har senfølger pga. mange års overophedning af min fine hjerne. Og jeg deler det, for at tillade mig selv at jeg også godt må være fjollet, let og glad, uden at overveje hvert et ord. Jeg er ikke bange for at dele. Men jeg er bange for efterreaktionerne. Jeg er bange for den frygt som kaprer mig, når jeg for en stund giver slip og mister kontrollen. Jeg er bange fordi det fylder mig med ubehag. Og ubehag er… tja… ubehageligt.

Men hvis der er noget som tiden har lært mig, så er det at tillade ubehag. Alt hvad det kræver er, at jeg læner mig blidt ind imod det, og lader min hånd og min fulde opmærksomhed hvile lige der hvor ubehaget bor. Efter lidt tid åbner kroppen sig op. Spændingen slipper. Og jeg er ude på den anden side.