Langsomt slipper vinteren sit tag. Fremfor at skynde dig videre. Så vil jeg gerne, bruge denne sidste officielle vinterdag på, at invitere dig til at ære og takke vinteren.
Vinteren er en gave, som langt de fleste overser. Istedet pruster og stønner vi os igennem de mørke dage og glæder os til foråret. Vi leder efter forårstegn og solstrejf og vi længes… Længes og drømmer om den dag, hvor lyset igen vinder over mørket.
Forstå mig ret, der er intet forkert i at længes. Så længe vi er opmærksomme på, hvorfor vi længes, og hvad der er, som er så svært at kapere lige der midt i mørket. Sommeren er så nem at holde af. Ligesom glæden, latter og smilet, så er sommeren et symbol på noget der er rart. Så måske er vinteren på mange måder et symbol på ubehag og alt det vi ikke har lyst til at mærke.
Vinteren inviterer os til at mærke os selv. Den inviterer os til at sætte tempoet ned. Til at skue ind og mærke, virkelig mærke hvem vi er, hvor vi står og hvad vi er gjort af. Vinteren er en invitation til at overgive os til os selv og vores liv. Så jeg forstår godt, at så mange længes efter forår. Så vi slipper for at mærke mere. Så vi kan komme videre med alt det nye, som året vil bringe os. Så vi kan spire, strutte og gro.
Men for mig er vinteren årets mest helende periode. Den gør nas. Den niver. Og bider. Den prikker ind der, hvor jeg er mest øm. Men den minder mig også om, at jeg er nødt til at mærke lige præcis de dele af mig selv, hvis jeg vil stå solidt plantet resten af året!
Så idag vil jeg gerne hylde alt det som vinteren bragte. Jeg takker for mørke dage. Jeg takker for tårer, frustration, nuancer, drømme, visioner og langsommelighed. Jeg takker for den kraft som lå lige der på bunden af mørket. Og så takker jeg for at blive mindet om hvor uendelig smukt livet er, når solen igen varmer min kind. Der er så meget at takke for på denne sidste vinterdag. Så hvad har vinteren bragt dig? Hvad har du lyst til at takke vinteren for?
