Vejen hjem…
Alberte har taget det her billede, og hun siger, det er sådan, jeg ser ud i virkeligheden (i modsætning til det hav af selfier der ligger på min telefon). At min datter ser mig på den her måde. Med smil i øjnene, store glade kinder og uglet hår – det gør mig ubeskrivelig glad. Fordi det er MIG hun ser. Lige der.
Jeg føler tit at alle de store følelser, der glider igennem mig, fylder meget i vores familie. Indtil jeg husker mig selv på, at det netop er derfor, at jeg kan sidde der på toppen af bjerget ved den lille sø og føle så dyb lykke. Det er derfor, at min datter kan se mig, som den jeg er. Fordi jeg tillader følelserne at glide igennem. Og jeg viser, guider og støtter mine børn til at gøre det samme.
Et er at tillade det hele, når jeg er alene. Noget andet er at tillade det hele, når vi er sammen. Det sidste har krævet langt mere øvelse. Og det kræver tillid. Tillid til at alt bliver godt igen. Tillid til at der er rum til os alle. Tillid til at store følelser klinger af og bliver til en del af den lim som holder os sammen. Tillid til, at jeg er elsket, og at jeg ikke bliver forladt, når jeg er mig. Fordi min største angst her i livet. Er at blive forladt! Når jeg er mig.
Hele livet har jeg bøjet mig, slebet alle kanterne fine og runde, jeg har ædt de ord der var på vej ud gennem min mund, bøjet nakket og pakket mig langt væk. Lige indtil den dag hvor jeg sad med min søn i armene første gang, og jeg uden at vide det, blev ledt tilbage af en vej, som hidtil havde været ukendt landskab. Vejen hjem. Det her lille menneske, så perfekt, og fuldstændig i overensstemmelse med sin natur, fik mig til at vågne op. Lige der mens jeg kiggede ind i hans mærke øjne, mærkede jeg, at intet af det jeg havde gjort for at tilpasse mig selv, skulle overgå ham. Han skulle have lov til at være den han var. Jeg mærkede en kraft til at beskytte det her perfekte menneske, mod al den tilpasning jeg selv havde været igennem. Jeg mærkede det hele. Men forstod ingenting.
Nu forstår jeg, hvorfor jeg selv måtte gå den lange mørke vej hjem. Hvorfor jeg måtte bevæge mig tilbage igennem mit eget indre landskab. Fordi kun på den måde, kunne jeg passe på mine børn. Kun på den måde, kunne jeg støtte dem i at være dem de er.
I morgen fylder jeg 38 år. Og aldrig har jeg været så tæt på mig selv som jeg er nu. Og samtidig føles det lidt som at være faret vild. Den sti jeg går på, er så ukendt og alligevel så uendelig velkendt. På en og samme tid.
Her er jeg. Du må godt forlade mig, hvis ikke du synes om det du ser. Fordi nu ved jeg, at jeg ALDRIG mere forlader mig selv. Jeg er elsket for alt det jeg er.
