Udvidelse og sammentrækning i kroppen

For mig er det følelsen af succes, når jeg kan være i Tivoli en hel dag uden at mit hoved kollapser. Men det kan altså godt lykkes, selv for en ultra sensitiv type som mig.

Det kommer ikke ud af ingenting. Fordi hvis jeg skal kunne klare en hel dag i Tivoli, så må jeg først og fremmest være opmærksom på mig selv og min krop. Jo mere jeg mærker min krop og jo mere jeg fylder i min krop. Jo mindre bliver jeg påvirket af larm og mange mennesker.

At fylde i sin krop lyder måske mærkeligt. Fordi min krop er jo en del af mig. Men ofte så spacer jeg ud og væk fra mig selv, når jeg er i situationer med mange stimuli. Jeg mister kontakten til min krop. Og dermed mister jeg også kontakten til min vigtigste vejviser.

Så jeg øver mig i, og bliver bedre og bedre til, at blive i min krop. Jeg mærker kroppen. Mærker kroppens grænser. Mine fødder. Mine hænder. Åndedrættet. Jeg fokuserer på at fylde hele min krop ud med mit nærvær. Og så fokuserer jeg på at lade den energi, som jeg mærker i kroppen, vokse. Jeg ved ikke om det giver mening for dig. Men jeg har en fornemmelse af at jeg enten kan trække min energi sammen eller lade den udvide sig. Når energien er trukket sammen, så føles det som en hånd der knytter sig. Når den er udvidet så føles det som en hånd der åbner sig op. Jeg lader energien vokse fra min brystkasse og mit hjerte og derfra spreder den sig ud i hele kroppen. Det giver mig følelsen af styrke. Følelsen af at stå solidt plantet i mig selv.

Den her følelse af udvidelse virker på magisk vis som et skjold og jeg absorberer ikke ligeså mange energier som jeg ellers gør.

Hvis du har lyst så kan du også lege med følelsen af udvidelse og sammentrækning i kroppen. Det kræver en god kropsfornemmelse, så første skridt er at lære at skabe kontant til alle dele af din krop. Lade din opmærksomhed vandre rundt i kroppen. Mærk dine fingerspidser, lilletåen, næsetippen og hvad du nu ellers finder på. Mærk kroppens grænser. Bliv bevidst om hvordan din krop føles. Og derefter kan du lege med de fornemmelser du mærker i kroppen. Du kan dykke ind i de små fornemmelser og lære dem at kende. Næste skridt er at lege med energien og lære at fordele den rundt i kroppen…

Kropsfornemmelser – udvidelse og sammentrækning i kroppen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *