T R Y G H E D
Se lige teltet der. Teltet som var mit hjem i weekenden. For tre måneder siden, da jeg sov alene i mit telt for første gang, var jeg ærlig talt skide bange. Jeg lå som en lille skræmt mus ?, godt pakket ind i min sovepose, og kroppens alarmberedskab bimlede og bamlede. Pulsen bankede hurtigere end den plejer og jeg blev bange ved den mindste lyd. Selv lyden af mit eget åndedræt var ved at skræmme livet af mig.
Nu, tre måneder senere, sover jeg trygt og godt i teltet. Altså jeg er stadig på vagt. Men jeg føler mig tryg.
Som med alt andet, så har jeg lært, at jeg “bare” skal se frygten nok gange i øjenene og så fader den langsomt ud. Men det er ikke sjovt at ligge og være bange. Det kræver mod. Mod til at mærke frygten. Mod til at give den plads og trække vejret med den. Mod til at opleve smerte.
Min første nat i teltet åbnede virkelig mine øjne for, hvor utryg jeg har følt mig hele livet. Jeg har altid følt, at jeg skulle være på vagt. Have antennerne ude. Kon-fucking-stant. En krop i konstant alarmberedskab er ikke en krop der trives. Det ved jeg. Det mærker jeg.
Men for at ændre min utryghed, så er jeg nødt til at se den i øjnene. Jeg er nødt til at stille mig op på den scene selvom kroppen skriger nej, jeg er nødt til at sove alene i teltet selvom jeg har lyst til at flygte hjem i min trygge rede, jeg er nødt til at sætte ord på det, som jeg frygter andre vil dømme mig for, jeg er nødt til… jeg er nødt til det, hvis jeg vil have at det skal være anderledes. Og det vil jeg. Så jeg mærker smerten, mærker trangen til flugt, mærker angsten lamme kroppen, mærker halsen der snører sig sammen. Jeg mærker og lærer mig selv at kende på ny. Det nytter ikke noget at flygte længere…
Det er kun en vej ud og det er ind.
#mindfulforandring#inaturen#indrefred#fred#slutfredmeddigselv#vejenhjem#møddigselv#sætfartenned#mærklivet#bevidsthverdag#stillestund#thesloweryougothemoreyoufeel#mindfulness#naturewalk#naturbaseretmindfulness#mindfulnessinaturen#stilhedsworkshop#silenceinnature#heartfulness
