Mens jeg gik ved søen i dag. Tænkte jeg tilbage på den selvsamme dag for 11 år siden. Dengang gik jeg rundt hjemme i vores elskede lejlighed på Nørrebro og ventede. Ventede på, at det lille liv, som sparkede rundt inde i min mave, skulle møde verden. Jeg var gået 14 dage over tid og skulle sættes i gang dagen efter. Så jeg var spændt og jeg glædede mig til endelig at blive mor. Sådan for alvor. Jeg havde ingen anelse. Ingen anelse om hvad der ventede mig. Heldigvis ? Indtil da havde jeg hverken stiftet bekendtskab med toppen eller bunden af mit liv (og hvem ved egentlig om jeg har det nu ?). Men jeg gik altså rundt der på Nørrebro, og troede at alt ville være idyl, når først vi stod med ham, vi kunne kalde vores, i armene. Haha. Oh my. Jeg var naiv. Ud over alle grænser. Kendte nærmest ingen med små børn. Og som den ældste af alle børn i min familie, så var det her en ‘første gang’ for alle. Grænser skulle findes, grænser skulle sættes. Og alt skulle læres. Så der stod jeg for 11 år siden. Spændt og forventningsfuld… Og her står jeg nu. Så meget klogere på mit liv. Med to fødselsdepressioner i bagagen. Men det vidste jeg ikke dengang. Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede mig. Heldigvis. Heldigvis.
#taknemmelighed #vejenhjem
