Tænk hvis nogen ser mig lige nu!
Tanken strøg igennem mit hoved.
På min løbetur.
Mens jeg gik afsted.
Og lige da jeg fangede den, virkede den alt for genkendelig.
Som en gammel traver, der dukker op igen og igen.
Alene på den her tur, havde jeg allerede tænkt tanken flere gange.
Tænk hvis nogen ser mig gå
Tænk hvis nogen ser, at jeg har sat mig ned i græsset
Tænk hvis nogen hører, hvor højt jeg puster
Tænk hvis nogen ser, hvor rød jeg er i hovedet
Tænk hvis jeg møder, nogen jeg kender
Tænk hvis nogen ser, hvordan min mave buler ud i den her bluse
Tænk hvis…
Men jeg fangede den.
Tanken altså.
Stoppede op.
Og kiggede på den.
Tænk hvis nogen så mig…
Lige nu.
En tanke der er tænkt så mange gange, at den på mange måder er dræbende kedsommelig.
Jeg får lyst til at pynte på sandheden, mens jeg skriver det her.
Men jeg har besluttet mig for at være ærlig.
Fordi, når jeg tænker de her tanker, så er der nok også andre der tænker det samme.
Jeg undrer mig over, hvorfor jeg er så optaget af, hvad andre tænker. Og hvorfor jeg lader det styre mit liv.
Hvis nu der var én som så mig. Lige der. På min løbetur. Så ville de se en smuk kvinde, rød i hovedet og med et smil på læben. I et par løbebukser og en lyserød t-shirt. Og så ville de nok ikke se så meget andet.
De ville ikke se alle tankerne. Der myldrer rundt. Og plabrer løs om, hvad andre tænker.
Fordi de ville være opslugt af deres egen verden. Deres egne tanker.
Og det er jo ikke kun, når jeg løber, at jeg tænker over hvad du og andre tænker. Det er hele tiden.
Tænk nu, hvis du så mig pille næse. Tænk hvis du så mig i mit gamle slidte tøj. Tænk hvis du så mig morgengrim og med rander under øjenene. Tænk hvis du så hårene på mine ben. Tænk hvis du så alt mit rod. Tænk hvis du så mig, når jeg blev vred på min mand. Tænk hvis du hører mine unger skrige i haven eller min hund gø ved lågen. Tænk hvis du så bunkerne af vasketøj, der bare venter på at blive lagt sammen. Tænk hvis du så MIG. Tænk hvis du så hele pakken.
OG tænk nu, hvis du ikke kunne lide det du så!
Fordi det jeg er allermest bange for er, at du ikke kan lide mig. At dem der elsker mig ikke kan lide mig. Jeg er i bund og grund bange for at være alene. Helt alene.
MEN jeg er træt af at tænke over, hvad andre tænker.
Den tanke sætter mig på konstant overarbejde. Den driver mig til at rydde op, når jeg har allermest lyst til at sidde ned og drikke en kop kaffe. Den fortæller mig, at det er forkert at gå, når jeg er ude og løbe. Den får mig til at tysse på mine børn, når de løber glade rundt i haven. Får mig til at tage pænt tøj på, når jeg har allermest lyst til at gå ned i netto i mit nattøj. Den får mig til at lede efter fejl ved mig selv, min mad, mit hus og mit arbejde… Tanken pisker mig frem.
Jeg optimerer, løber hurtigere, klemmer ballerne sammen, pynter på mig selv og lader som om, at det du ser er hele pakken. Men der er en bagside. Det er der altid. Og det er der hos alle. Og jeg er klar til at vise min bagside.
Og ved du hvad? Du må sku’ gerne se mig. Du må gerne se min bagside.
Fordi jeg vil ikke gemme mig mere.
Det har jeg gjort alt for længe.
Prisen er for stor.
Det gør for ondt at gemme sig.
Jeg dør indvendigt på den måde.
Så hvis nu du ser mig. På en løbetur, hvor jeg går afsted med et smil på læben. Så smil til mig. Vid at her ser du en kvinde med nullermænd i hjørnerne. Hendes børn har ikke været i bad i en uge. Der står opvask på hendes køkkenbord, og hun gider ærlig talt ikke gøre noget ved det lige nu. Hun går istedet for at løbe. Og hun elsker det. Hun elsker at have tid til at leve livet.
Du vil se en kvinde der er igang med at vende hjem. Til den hun i virkeligheden er.
Og hvis nu du smiler til mig, så lover jeg, at jeg smiler tilbage. Velvidende at du også har en bagside. Men jeg kan altså godt lide dig alligevel!
Her får du mig, post løbetur, uden makeup, rød i hovedet og glad. Fordi jeg mærker mig selv. Og bliver klogere dag for dag….
