Jeg læser mig langsomt igennem mine notesbøger fra de sidste fire år. Fordi jeg har brug for at samle ordene op og lade billedet af min rejse folde sig ud.
.
Og så er der lige den der ene notesbog som stammer tilbage fra 2007. Mit første år som mor. Fuld af tanker fra en af de sværeste perioder af mit liv. Jeg kan næsten ikke læse i den. Fordi mit hjerte gør så ondt, når jeg ser alle ordene sort på hvidt. Ord der beskriver dyb kærlighed og så meget smerte. Side om side står kærligheden og smerten beskrevet. De to glider ind og ud imellem hinanden. Imellem linjerne ser jeg også en insisteren på at være glad. En insisteren på altid at vende mig imod lyset fremfor at kigge ind i mørket. Men alligevel blev jeg suget derind. Igen og igen. Fordi mørket ville mig noget.
.
Der skulle gå syv år før jeg skrev igen. Syv år, hvor jeg on and off gled ind og ud af mørket. Men jeg turde aldrig blive derinde. I mørket. Længe nok til at finde ud af, hvad det egentlig ville mig.
.
Da jeg fødte mit første barn, fødte jeg også en ny version af mig. Alle de mure, som var bygget så møjsommeligt op, væltede. Fra den ene dag til den anden skulle jeg lære at holde denne nye version af mig, samtidig med at jeg skulle holde mit barn… Der både kærlighed og smerte gemt i den proces. På en måde begyndte mit liv først rigtigt at folde sig ud derefter. Men syv år. Syv år skulle der gå. Før jeg dykkede ind og fandt ud af at jeg godt kunne svømme i mørket. At jeg ikke druknede men derimod fandt lyset dernede på bunden. Syv år. Som jeg ikke ville have været foruden.
.
.
#vejentilindrefred#vejenhjem#skrivdighjem#skrivdigtilindrefred#pictureunperfect#minskrivepraksis#mindfulforandring#indrefred
