Kender du den der hvirvelvind af tanker, som indimellem blæser igennem hovedet. Der er så mange tanker, at du næsten bliver forpustet.
Jeg kender det. Du kan tro, jeg kender det! Hele kimen til min mindfulde rejse, er startet af den der hvirvelvind. Jeg har forskellige mindfulness ritualer i løbet af min dag. Nogle af dem vælger jeg bevidst til. Andre opstår spontant. Det er de spontane mindfulde stunder, som får mig til at juble indvendigt. Fordi når du uden at tænke over det, pludselig står og stirrer stille ud af vinduet, mens du lytter til vinden. Eller når du midt i en bevægelse, bliver opmærksom på de tanker der flagrer igennem dit hoved. Så er du mindful. Lige der, hvor du stopper op og observerer øjeblikket, som det glider forbi dig. Uden at vurdere eller dømme det der kommer til dig. Lige der, er du mindful.
Men for at komme derhen, hvor de spontane øjeblikke bliver flere og flere, så ligger der en omgang “rugbrødsarbejde” foran dig. Du er nødt til at “dyrke” de mindfulde stunder bevidst. Det er den eneste måde, at du kan genlære dig selv, hvad det vil sige at være bevidst. Jeg skriver genlære, fordi der var engang, da du var ganske lille, hvor det var det mest naturlige i verden for dig, at stoppe op og tælle pletterne på ryggen af mariehønen.
Men i takt med at vi vokser, så kommer der også flere og flere tanker, og før du ved af det, så er du fanget i tankernes verden. Den verden, hvor du begynder at identificere dig med de tanker, som glider igennem dit hovedet. Tanker om det du oplever, tanker om at noget burde være anderledes, tanker om det der er sket, eller det der kommer til at ske. Tanker, tanker, tanker. Så mange tanker, at jeg bliver helt forpustet ved ‘tanken’. Og vi ender med at tro, at vi er vores tanker. Fordi det er dem, der fylder det hele.
Jeg vil gerne fortælle dig en hemmelighed. Du er IKKE dine tanker. Du er så meget mere. Du er den bevidsthed der kan observere tankerne. Men indtil du får kontakt til den bevidsthed, så vil du blive ved med at identificere dig med dine tanker.
Jeg tænker mange tanker. Rigtig mange tanker. Jeg er et menneske, der har levet så meget oppe i mit hoved, at jeg ikke anede, at der var en verden “udenfor”. En verden uden tanker. En verden, hvor der var stille. En verden, hvor jeg kunne observere mig selv og verden omkring mig, uden at starte en indre dialog omkring det jeg så. Jeg aner ikke, om jeg har haft flere tanker end andre. Jeg ved bare, at jeg har følt, at min hjerne var på speed. Og jeg blev ved med at bede om ro. Jeg har skrevet; “Det eneste jeg ønsker mig er ro”, så mange gange i mine notesbøger, at jeg ikke har tal på dem.
Der var engang. Hvor jeg ikke hørte mine tanker. De styrede bare alt, hvad jeg gjorde. De hviskede, brølede, hvæsede og bedømte. Konstant. I sådan et tempo, at jeg ikke kunne skille den ene tanke fra den anden. De væltede rundt. Hulter til bulter. Og de drev mig derud, hvor alt brød sammen.
Mine tanker og overbevisninger drev mig ud et sted, hvor jeg til sidst ikke havde anden udvej end at lægge mig ned. Alt indeni brød sammen. År med stress, hvor jeg skruede mere, og mere, og mere ned, for alting omkring mig. Jeg skruede så meget ned, at der til sidst var totalt ro i det ydre. Men selv der, midt i den ydre ro, var der stadig larm. Og det var lige der, at det gik op for mig, at ro og stilhed ikke er noget man kan bede om, det er noget man selv skaber. Indeni. Du kan sætte dig ud på en øde ø, midt i stillehavet og stadig opleve at alting larmer.
Så hvis du, ligesom jeg gjorde, oplever et ekstremt behov for ro. Så kan det være, at du skal begynde at undersøge, hvad det egentlig er der støjer. Hvorfor har du brug for ro. Er det virkelig dit arbejde, dine børn eller dine livsomstændigheder der larmer, eller er der en indre larm, som overdøver alle de andre lyde. En indre larm der aldrig stilner. Selv når du sover, så larmer det. Hvis du oplever det, så lover jeg dig, at der er en vej ud. Jeg ved det, fordi jeg har været der, hvor du er, og idag er der stille. Indimellem. Det larmer stadig. Men der er flere huller. Store huller og små huller. Huller hvor alt er stille. Huller hvor tankerne har sænket farten. Huller. De huller jeg har længtes efter. Og på den måde, så kan jeg igen være i verden.
Men hvor kom jeg egentlig fra? Overskriften på det her blogindlæg var jo “Skriv dig stille”… Jeg har valgt, at jeg gerne vil dele forskellige vej til at skabe stilhed indeni. At skrive er bare en af dem. Det betyder ikke, at du skal gå igang med at skrive en roman. Det må du selvfølgelig gerne. Men jeg vil hellere opfordre dig til at sende nogle af dine mange tanker, ud igennem din hånd og ned på et papir. Fordi når det larmer, så er det svært at høre, hvad der egentlig bliver sagt. Men ved at sende nogle af de larmende tanker ned på papir, så muger du lidt ud i dit hoved. Det føles som en mental hovedrengøring at sende sine tanker ned på papir.
Måske oplever du, at der bliver stille, når du begynder at skrive. Som i helt stille. Tankerne stopper og du forstår ikke, hvorfor de tanker, som var der lige før, pludselig er forsvundet. Men bare vent. Wait for it… Du kan narre dine tanker lidt, og begynde at skrive omkring vejret eller om noget du skal huske. Og inden du ser der om, så vil dine indre stemmer begynde at blande sig. Det er dem vi skal have fat i. De indre stemmer. Dem der plaprer løs hele tiden. Når de dukker op, så skriv ned, hvad de siger. Hvad er det du vil have dig til. Hvad er det for nogle overbevisninger de kommer med. Dømmer de det du sidder og laver. Dømmer de dig selv eller vejret. Eller hepper de på dig med søde bløde ord? Du ved det ikke, før du begynder at give dem taletid.
Så send alle de indre stemmer ud igennem kuglepennen og ned i din yndlingsnotesbog. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Det der kommer ud, er det der er lige nu. Og er der stille. Så lad der være stille.
Det fede er, at når du begynder at parkere tankerne på et papir, så bliver de lidt mere stille oppe i hovedet. Så har de fået sagt det de gerne ville sige. For nu. De vender tilbage. Det kan jeg love dig at de gør. Men til den tid sidder du klar, med et nyt stykke papir, parat til at opfange stumper af den samtale, som der foregår inde i dit hoved. Parat til at lære dig selv bedre at kende.
God skrivelyst!
