Jeg insisterer på, at jeg ikke vil have for travlt. Det betyder ikke, at jeg ikke har travlt. Det betyder, at jeg sætter farten ned hver gang der kommer for meget kog i gryden. Hver eneste gang min krop brokker sig eller mine tanker begynder at køre afsted med 180 km i timen, så sætter jeg mig ned… eller går en tur i skoven, eller mediterer, eller laver blide stræk på min yogamåtte. Jeg lytter. Hver gang.
Men… Jeg har ikke opfattet, hvor meget energi jeg egentlig har brugt det sidste halve år. Jeg har ikke haft for travlt, men selv når jeg har slappet helt af, så har min krop stadig arbejdet. Det har været en indre udvidelse af dimensioner og efter udvidelse kommer sammentrækning. Det mærker jeg nu. Jeg har været så træt i denne uge, at jeg dårligt har kunne løfte mine arme. Dyb træthed. I hver en celle af min krop. Og det eneste jeg kan gøre, det er at lytte.
Og lige her, midt i al trætheden så vælger jeg at anerkende mig selv, jeg har hængt en stor glitrende guldmedalje rundt om min egen hals, fordi jeg har sku løbet et maraton. Et energetisk maraton. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, og nu er det tid til ro.
Så selvom der er hundrede tyve ting der skal klares inden uddannelsen starter om to uger, så mange mails og sms’er jeg skal have besvaret, så mange arbejdsopgaver der prikker mig på skulderen… så gør jeg intet. Jeg har sat mig her. I min blødeste lænestol. Med en kop kaffe og en god bog. Og jeg har planer om at sidde her indtil min krop har lyst til at bevæge sig igen.
Så mangler du svar fra mig, så ved du nu hvorfor. Jeg lover at vende tilbage, når min krop er med på at lege igen.
