Jeg bliver ofte ramt af sårbarheds-tømmermænd, når jeg har delt fra de mere skrøbelige dele af mig. Jeg får lyst til at nuancere. Forklare. Sætte flere ord på. Fordi verden er aldrig sort og hvid. De små glimt af mit indre som jeg deler, er blot glimt. I det øjeblik ordene er delt, bliver verden en anden. Blot det at italesætte min sårbarhed bringer mig i kontakt med min styrke. Fordi styrken, viljen, kraften er en ligeså stor del af mig, som alt det bløde.
I virkeligheden er det netop det, jeg er oppe imod. Min indre løve skal med alt sin stolthed, intensitet og styrke lære at deale med min super følsommme og bløde side.
Sagen er den, at jeg sætter mig selv fri gennem mine ord. Jeg tillader, at de dele, som jeg ofte har lyst til at undertrykke, også får taletid og plads.
Men det at stille sig midt på savannen uden beskyttelse og vise min sårbarhed gør mig ofte bange. Dør jeg nu? Eller omsat til 2020-sprog, er det nu at alle vender mig ryggen og jeg bliver efterladt alene? Uden kærlighed?
Jeg dør ikke. Jeg lever videre. Hver gang lidt stærkere. Hver gang lidt modigere.
