På dage som disse, hvor jeg er øm og sårbar indeni, føles det som en kærlighedserklæring at putte mig selv i nærvær og en varm en sweaters, og lave dagens arbejdsopgaver i nattøj og med morgenhår.
Jeg møder min ømhed og sårbarhed med blødhed, og tillader, at livet godt må være råt. Fordi her, midt i alt det rå, mærker jeg mig selv.
Det er det, vinteren kan. Den pakker blomster, bær og solstråler væk for en stund, så vi kan mærke os selv. Den trækker kraften ned i rødderne, og lader os føle det fundament, som vi vokser og rejser os fra, når foråret igen banker på.
Så kære vinter. Jeg overgiver mig. Igen og igen. Overgiver jeg mig. Iført morgenhår og nattøj, stiller jeg mig selv til rådighed for al tvivlen, for tyngden, for usikkerheden og for følelsen af at famle rundt i mørket. Jeg er her. Med det hele.
Hviskede bjørnen ind i mørket, mens den i sit stille sind længtes efter forår.
