Jeg havde så mange ord.
Jeg havde så meget, jeg gerne ville dele.
Det føltes som at have et indre boblende kar fuld af ord. Ord som ville ud. Ord som væltede rundt. Dag og nat. I mit hoved. I mine notesbøger. Her. Mine ord forsøgte at finde frem til dem, der ville lytte. De fløj rundt på må og få.
Jeg længtes. Jeg drømte. Jeg kæmpede. Jeg var frustreret.
Sidste vinter samlede jeg ordene i en stor bunke. Midt i min notesbog stod de og stirrede mig op i ansigtet. Jeg så dem… Og idet jeg så dem. Var der ingen vej udenom. De her ord havde brug for et sted at bo. Et sted, som kun jeg kunne skabe. Så jeg begyndte at skabe det sted.
Stedet hvor mine ord kan bo. Stedet hvor min energi kan udtrykkes.
I dét sekund den sidste mursten var sat.
Blev der stille.
Helt stille.
En knapnål falder til jorden med et brag.
Skaber ekko i stilheden.
Der er ikke flere ord, som kæmper om at finde deres vej ud.
Stilhed.
Længslen er erstattet af mening.
Drømmene er erstattet af nuet.
Frustrationen er erstattet af fokus.
Ordene fletter sig sammen som den fineste mosaik. Og i mellemrummet mellem hvert ord, er der nu plads til – stilhed.
Jeg står lige her.
Midt på min sti.
Min sti.
Den sti jeg har ventet på ville dukke frem af tågen.
Den sti som ingen andre end jeg kan gå på.
Den sti som har kaldt på mig i mine drømme.
Følelsen af ENDELIG at være her.
Følelsen af at mine ord bor et sted.
Følelsen.
Den her følelse.
Af at være lige midt på min sti.
Den følelse… Intet slår den følelse.
Igen og igen lægger jeg blødt hånden på mit hjerte. Hvisker til mig selv. Du behøver ikke kæmpe mere. Du er her. Du er her. Du. er. her. nu.
Lige midt i stilheden.
Lige midt på min sti.
