18. maj 2017

Når kroppen kalder på ro, så giv den dog ro for pokker!

Jeg er taget i sommerhus. For at arbejde. Alt er pakket. Computer, notesbøger, mikrofon, kamera og hvad jeg ellers har brug for i min arbejdsdag. Men det eneste min krop kaldte på, da jeg landede heroppe var ro. R-O! Nu!!! Jeg er så træt. Har godt kunne mærke de første symptomer på stress komme snigende. Først søvnen der ikke vil indfinde sig om aftenen. Så tankemylder. Glemsomhed. En ultra kort lunte. Og i går begyndte ordene at svigte. Jeg bytter rundt. På ord og sætninger. Glemmer hvad jeg er igang med. Min krop kender det hele. Og der skal ikke særlig meget uro til før jeg er her igen. Her hvor stress er mit mellemnavn. Der har været meget uro i de sidste par måneder. Mit hus er under ombygning. Så der hvor jeg normalt finder min ro er der lige nu uro. En skilsmisse, som ikke er min, men som alligevel er tæt nok på til at mit indre barn græder. Skridt ud af min komfortzone, som på en og samme tid henrykker og udmatter mig. Og samtidig en hverdag der skal fungere, med alt hvad det nu engang kræver. Men jeg ved også at ro er vejen tilbage. Ro. Så simpelt og så svært. Men jeg er færdig. Færdig med at knokle. Færdig med at lukke ørerne. Når kroppen taler sit tydelige sprog. Så kære krop. Jeg lytter til dig. Du siger ro. Og ro det skal du få.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *