Hænder. Mine hænder. Fulde af tegn. Tegn som jeg ikke selv forstår. Men som @katrineheller har åbnet mine øjne og mit hjerte for. Hver gang jeg forsøger at sætte ord på, hvad håndanalysen har gjort for mig, så går jeg i stå. Fordi jeg ved, at der er mange i min nærmeste familie, som vil ryste på hovedet af mig og grine. Men uanset om de tror på det eller ej, så har håndanalysen hjulpet MIG. Til at få en dybere forståelse af mig selv og min måde at være i verden på.
Min første oplevelse med hændernes sprog, står klokkeklart for mig. Jeg havde sparet sammen til min første håndanalyse. Fordi det kaldte så højt på mig. Jeg husker, hvordan jeg med forundring kiggede på alle de smukke linjer og krummelurer, som mine hænder gemte på, da jeg satte mit første aftryk. Og jeg husker hvordan jeg græd som pisket, da Katrine oversatte mine hænders budskabet for mig. Aldrig før havde jeg følt mig så set og forstået. Det var som et stort lettelsens suk ; ‘ahhhh det er derfor at jeg ser og oplever verden som jeg gør’, ‘det er derfor min længsel er så dyb’, ‘det er derfor at jeg altid føler, at det er mit ansvar, at skabe fred og balance uanset, hvor jeg går eller står’. Det er bare derfor…! Dybt suk.
Sidste vinter tog jeg, med Katrines hjælp, endnu et dybt dyk ned i mine hænder og deres budskaber. En del af fortællingen om mit 2019 startede der. Med mine hænder. Og det har om noget givet mig modet til at steppe op.
Nu står jeg her. Med endnu et aftryk. Mens jeg sender en kærlig tanke til @katrineheller for at vise mig vej. Og en kærlig tanke til den eller det som har printet det smukkeste indre landkort lige her midt i mine hænder. Det føles magisk. At hænder kan andet end at skrive, klø, løfte og pege. Men pege det gør de, de peger mod 2020 og jeg er spændt på hvilke veje der vil åbne sig, når blot jeg lytter og stoler på det de fortæller.
