Mindful mor – mød dig selv med kærlighed, nærvær og omsorg

Mindful mor, hvad er nu det for noget? At være en mindful mor, er i min optik en mor, der først og fremmest møder sig selv med venlig og kærlig opmærksomhed. Som mindful mor er du opmærksom på dine tanker, følelser og sanseindtryk. Uden at dømme dig selv. Øjeblik for øjeblik. Lige her og nu.

MINDFUL MOR – JAMEN, HVORFOR NU DET?

Jeg ved ikke med dig. Men mit behov for hvile, ro og selvkærlighed steg dramatisk efter jeg fik mit første barn. I mit tilfælde var en fødselsdepression med til at forværre tingene. Men jeg ved, at de fleste mødre indimellem ønsker, at de kunne få lidt tid for dem selv. Bare en lille smule tid. Hvor vi får lov til  giver os selv lov til, at koble af fra de konstante krav, som der følger med, når vi bliver mødre.

Da jeg blev mor, oplevede jeg også en række ukendte følelser og reaktioner. Følelser og reaktioner, som jeg havde svært ved at acceptere. Følelser som jeg havde lagt låg på for mange mange år siden. Og som jeg bestemt ikke brød mig om at sige hej til igen. Derfor førte jeg en indre kamp, hvor jeg konstant forsøgte at undertrykke de svære følelser. Men da følelser er lidt ligesom badebolde. Så kan du næsten selv gætte dig til, hvad der sker, hvis du forsøger at presse dem ned under vand. Ja de popper op igen. Og igen. Og igen.

Men da jeg for første gang blev introduceret for mindfulness, så fik jeg foræret et værktøj til at være med mine svære følelser. Til at acceptere at de også er en del af mig.

Ja, for mig, har livet som mor været en svær, glædesfyldt, usikker, fantastisk og udfordrende rejse. Det har været et sammensurium af følelser og oplevelser. Følelser og oplevelser jeg ikke ville have været foruden. Men det har krævet at jeg lærte mig selv at kende igen. Jeg måtte genopfinde den Nina der som 26 årig pludselig blev forvandlet til en mor. Jeg blev nogens mor. Og jeg vidste ikke hvordan jeg både kunne være Nina og mor. Fordi de to personer var svære at forene.

Inden jeg fik børn. Havde jeg aldrig lært at passe rigtigt på mig selv. Aldrig lært at mærke og sætte mine grænser. Aldrig været opmærksom på, at jeg var en sensitiv sjæl. En sensitiv sjæl, som suger alting til sig, og derfor har et ekstra stort behov, for at passe på mig selv.

Så da jeg stod med mit første barn i armene. Blev det blæst op i hovedet på mig, at hvis jeg ikke passede på mig selv, så kunne jeg ikke passe ordentlig på mit barn. I hvert fald ikke i længden. Nogle mødre, lærer det hurtigt. Men jeg måtte lære det på den hårde måde. Derfor var depression og stress min følgesvend i mine første mange år som mor. Og jeg måtte bygge mig selv op igen. Skridt for skridt. Dag efter dag. Langsomt fandt jeg mig selv igen. Langsomt fandt jeg en vej, hvor jeg både kan være mor og Nina. Langsomt genfandt jeg balancen og glæden. Langsomt.

Det er stadig en rejse. Og jeg tror egentlig aldrig den stopper. Men hvis der er noget jeg har lært af min egen rejse. Så er det: “Jo mere jeg passer på mig selv, jo bedre en mor kan jeg være for mine børn“. Hver gang jeg overhører mine egne signaler og behov, så stiger min irritation, og min lunte bliver drastisk forkortet. Hver gang jeg tilsidesætter mig selv, så kommer der en regning i den anden ende.

VI SKAL LÆRE AT PASSE BEDRE PÅ OS SELV

En mindful tilgang til dig selv, dine behov og følelser – er for mig vejen til selvkærlighed. Det er selvkærligt at lytte til sig selv. Det er selvkærligt at tage sine behov alvorligt.

Jeg håber at din rejse som mor har været lidt mere blid end min har. Men jeg ved desværre også, at der er flere og flere mødre, som har svært ved at finde balancen i livet. Vi vil så gerne nå det hele. Og der er så mange krav og forventninger, både fra vores egen og fra andres side, som vi gerne vil leve op til. Derfor har de fleste af os har svært ved at finde balancen mellem job, børn, madpakker, fritidsaktiviteter, indkøb, kærestetid…. osv. osv.

Derfor tror jeg på, at vi mødre, skal være bedre til at passe på os selv. Prioritere alenetid, hvis det er det vi mærker behov for. Prioritere at gøre ting, som får vores sjæl til at synge, og som vækker kvinden inden i os. Jeg siger det lige igen. Vi skal passe bedre på os selv! Punktum.

Og hvis du lige nu hører en lille stemme der hvisker “jamen hvordan får jeg tid til at passe på mig selv” eller “er det ikke egoistisk, at bruge tid på mig selv, når mine børn har brug for mig?”, så tilføjer jeg lige for en god ordens skyld, at det ikke er egoistisk at passe på sig selv. Jeg mener, det er den vej vi skal gå, hvis vi vil være noget for andre. Og hvis vi skal lære vores børn at passe på sig selv, så må vi vise dem vejen. Og jeg skal nok hjælp dig med at finde tiden. Fordi hvem siger at man ikke kan passe på sig selv, mens man lægger vasketøj sammen, eller handler ind i netto. Der er tusindvis af veje til at leve et selvkærligt liv.

Derfor ligger det mig meget på sinde, at støtte mødre i at passe bedre på sig selv. Hver gang du møder dig selv med kærlighed, nærvær og omsorg – så kommer det dine børn til gode. Hver gang!

For mig blev mindfulness og alenetid i naturen, måden hvorpå jeg fandt tilbage til min egen ro. Derigennem lærte jeg en række værktøjer, som jeg idag bruger til at skabe en balance i mit liv. Det er min måde at lade op på. Samtidig har min mindfulde tilgang til mig selv og livet gjort, at jeg sætter endnu større pris, på alle de store og små gaver jeg får foræret når jeg er sammen med mine børn. Jeg har lært at værdsætte og nyde de tusindvis af små gyldne øjeblikke, som konstant opstår i samværet med mine børn. Jeg har lært at acceptere at de svære følelse og reaktioner også er en del af mig.

HVORDAN KOMMER JEG IGANG?

Okay, så du har måske hørt om mindfulness. Måske har du sågar været på et kursus, eller hørt lydfiler med  mindfulness meditationer – men du synes alligevel det er svært at få det intregreret i din hverdag som mor. Enten fordi du mangler tid, eller for du ikke ved hvordan du kommer igang. Det er her, jeg kommer ind i billedet – fordi jeg elsker at dele ud af min viden omkring mindfulness. Og jeg vil så gerne dele mine bedste tips og tricks med dig. Fordi du er mor. Og fordi jeg ved du har behov for at passe på dig selv.

Derfor har jeg oprettet en lukket Facebook gruppe, hvor jeg fremover, vil støtte dig og andre mødre i skabe flere mindfulde stunder i hverdagen. Støtte dig i at møde dig selv med kærlighed, nærvær og omsorg.

Det er GRATIS at være med i gruppen. Det eneste ‘men’ er, at du samtidig tilmelder dig mit nyhedsbrev. Men det giver dig kun mulighed for at få endnu flere fifs og ideer til at leve mere mindfuldt og selvkærligt. Så hvis du har lyst til at blive indspireret til at være mere mindful, så synes jeg du skal hoppe med ind i gruppen.

Du kan melde dig ind i gruppen ved at klikke på billedet herunder – eller klikke her

Mindful mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *