Et gammelt yndlingsbillede. Det er syv år siden børnene var så små. Syv år Niels, man ved et og andet ?? Jeg ved, ihvertfald, at livet som mor, konstant ændrer sig.
Jeg ved, at de her små mennesker mest af alt har behov for at blive set, for dem de er.
Jeg ved, at de vokser, hver gang jeg slipper.
Jeg ved, at opdragelse er et ord fra en fjern fortid, hvorimod støtte, kærlige øjne og rammer der løbende kan ændre sig, er det bedste, jeg kan møde dem med.
Jeg ved, at ord, som jeg kan genkende fra selvsamme fjerne fortid, indimellem popper ud af min mund og at de må tit lappes med et undskyld.
Jeg ved, at jeg langt fra er perfekt som mor, men jeg lærer mine børn at sige undskyld, jeg lærer dem at alle følelser er velkomne, jeg lærer dem at vi sagtens kan mødes i et stort kram selv når det er allersværest.
Jeg ved, at jeg hver dag gør mit bedste, og alligevel så rækker mit bedste ikke altid.
Jeg ved, at mine børn går ud i verden som groundede, nysgerrige og medfølende mennesker.
Jeg ved, at mit vigtigste redskab er forståelse, medfølelse og kærlighed – til mig selv. Fordi jeg falder hele tiden og lige der midt i faldet, kan jeg gribe mig selv. Med varme og forståelse. Og de dage hvor jeg ikke kan gribe mig selv, møder Thomas mig med selvsamme forståelse og kærlighed.
Jeg ved, at vi står her på tærsklen til teenageårene og jeg har aldrig følt mig mere solidt plantet i mit moderskab, end jeg gør lige nu. Og samtidig så ved jeg også, at alting forandrer sig lige om lidt. Fordi sådan er livet. Et miskmask af glæde, sorger, udfordringer og dyb lykke.
