Lethed

Lethed. Lethed har været min intention, fra det øjeblik jeg overgav mig til drømmen om at skabe en uddannelse. Lethed er det, jeg navigerer efter i min arbejdsdag. Lethed er det, jeg inviterer mit medarbejderteam og dem der bidrager på uddannelsen til. Lethed.

Lethed kræver fokus. Fokus på hvornår ambitionerne tager styring. Fokus på hvornår min indre knokler går i gang. Fokus på hvornår perfektionisten lige skal have det sidste og afgørende ord. Lethed er det modsatte af alt hvad jeg tidligere har gjort. Men lethed er også alt, hvad jeg navigerer efter fremover.

Hver måned skaber jeg et arbejdsflow dokument for mig og mit team. Et flowdokument som sætter retning for vores fælles arbejde og som måned for måned viser mig, hvor forandrende det er, at lade naturen være vejviser i min virksomhed fremfor at være styret af ambitioner eller stræben efter et bestemt mål. “Alt kommer let og ubesværet til os” – var de ord der kom til mig, da jeg sad i skoven og lyttede til, hvad der var vigtigst for os, at fokusere på i maj måned. Samtidig satte jeg en intention om at være som bøgen der blød og krøllet lader sig bevæge af vinden – og som blomsten der kalder på bien blot ved at være. Med disse billeder. Disse ord. Åbnede jeg døren til maj måned.

Lethed er at skrive til dem der står på ventelisten til uddannelsen fredag morgen – og derefter se efterårsholdet blive fyldt op på tre dage. Lethed er, at give mig selv lov til at være stille, når jeg er alt for overvældet. For overvældet til at sætte ord på, hvor hurtigt alting går, når jeg overgiver mig til det flow der opstår, når jeg lytter til naturen. Lethed. Så meget lethed, at min hjerne der engang var vant til at knokle og kæmpe, ikke forstår hvad der sker.

Lethed er også at åbne en venteliste for andre, som gerne vil med på efterårsholdet og samtidig overgive mig til det uvisse. Hvis vi må mødes flere end ti personer i efteråret, så åbner jeg op for flere pladser på holdet. Hvis der er nok til, at samle et ekstra hold, så gør vi det. Jeg ved ikke hvad der sker. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *