Langsomme formiddage. Hvor jeg kan lande i dagen alene. Det føles som den største luksus, at jeg næsten altid kan skabe den dag, som jeg og min familie har mest brug for. En ultra langsom morgen, hvor alle har tid til at lande og vågne sammen. Stille tid efter at børnene er gået ud af døren. Tid til at mærke ind. Brygge og drikke dagens eneste kop kaffe i stilhed. Bevæge mig langsomt. Skrive mig ind. Tid til at være. Sætte tonen for dagen. Det føles som en kærlighedserklæring til mig selv… og livet. Men det er også forudsætningen for, at jeg kan lave mit arbejde, og være der for min børn når de lander hjemme igen om fem-seks timer.
Forleden dag fik jeg af vide, at jeg var heldig. Heldig at jeg havde en mand der tjente penge, mens jeg har kunne skabe mit eget arbejdsliv. Ja. Jeg er heldig. Sindssygt heldig. Med vilje og med fuldt overlæg. Vi har i mange år skåret helt ind til benet rent økonomisk og vi har spist vores mursten (i overført betydning ik). Vi har siden vi fik børn, haft én altoverskyggende prioritering og det er at have mest mulig tid sammen som familie, dernæst at vi har et arbejdsliv hvor vi hver især mærker mening og glæde. Vi arbejder fuldstændig fokuseret på at begge dele kan lade sig gøre – og at det ene ikke spænder ben for det andet. Gennem ongoing snakke, valg, prioriteringer og bevidste beslutninger har Thomas og jeg i nu snart 20 år sammen skabt det liv, som vi føler, er bedst for os. Så ja vi er heldige. At vi har hinanden. At vi har samme ønsker med vores liv. At vi begge ved at livet er noget vi skaber. Sammen.
Men det er ikke noget vi har fået foræret. Vi har selv skabt det. Gennem valg. Efter valg. Efter valg. Fravalg. Efter fravalg. Efter fravalg. Handling. Efter handling. Efter handling.
Jeg har måtte slutte fred med at min rejse som selvstændig er en langsommelig affære. Jeg har måtte se alle mine egne indre dæmoner i øjnene, jeg har måtte finde vejen ud af depression og stress, og jeg har måtte lave et kæmpe indre oprydningsarbejde. Jeg har måtte slutte fred med at den ild som brænder så heftigt i mig, har måtte vente og langsomt, alt for langsomt, blive kanaliseret ud.
Jeg har måtte slutte fred med at i en årrække har bidraget med energi istedet for penge til vores familie. Hvilket jo i bund og grund er det samme.
Og i takt med at børnene bliver større, så ændrer vores fokus sig og nu er jeg der, hvor jeg kan se at min energi også begynder at blive omsat til penge. Fordi jeg har fået ryddet op indeni og fordi jeg derved har mere energi, som kan lægges uden for mig selv og min familie.
Det føles som at stå med en stor blød klump ler i hænderne og forme livet sammen. Indimellem er formen ikke, som vi vil have den, men så tilpasser vi den, ælter og kommer lidt nyt ler på og så skaber vi en form der fungerer.
Det er så let at stå udefra og sige at du er vel nok heldig – men intet er kommet sovende til mig.
Intet.