Intet af det jeg plejer at gøre virker.
Ord virker forkerte i min mund og det gør ondt de mærkeligste steder indeni.
Jeg møder følelser, jeg ikke er stødt på før.
Det føles som om, at jeg er ved at vokse ud af mit eget skind.
Alt føles forkert, mærkeligt, off…
Fordi det er NYT.
Det er nyt!
Fordi… jeg er igang med at lære at gå, selvom det føles så meget nemmere, hvis jeg bare blev siddende.
Jeg er igang med at lære at gå… min krop skal bevæge sig på nye måder, og hele mit system er så uendelig træt, når jeg lægger mig på puden om aftenen.
Jeg er igang med at lære at gå… hvilket er hårdt fordi jeg skal rejse mig selv op, hver gang jeg falder.
Jeg er igang med at lære at gå… frygten får mig til at vakle, hvad nu hvis benene bukker sammen under mig, hvad nu hvis jeg slet ikke kan gå?
Jeg er igang med at lære at gå… og jeg aner ikke, hvordan man gør, så alt hvad jeg kan, er at prøve.
Så jeg prøver. Prøver at rejse mig op. Jeg prøver om mine ben kan bære mig. Jeg prøver at tage de første spæde skridt. Jeg falder. Rejser mig op igen. Prøver at tage endnu et skridt. Falder. Bang. Av. Rejser mig op igen. Endnu et skridt, og et til. Falder igen…
Jeg kigger ned og ser på alle dem der bliver siddende. Jeg forstår dem. Jeg forstå hvorfor de ikke rejser sig. Måske ved de slet ikke at de kan gå. Måske drømmer de, ligesom jeg, om hvordan det kommer til at føles, hvis de rejser sig. Måske ved de godt at de kunne gå, hvis de ville, men de mærker også at det er mere behageligt bare at blive siddende. Jeg kigger ned og forstår, overvejer om jeg skal slutte mig til dem.
Men så hører jeg det igen. Kaldet. I mit dyb. Som insisterer på at jeg rejser mig.
Jeg rejser mig op. Tager to skridt. Vakler og griber mig selv i faldet. Rejser mig op og…
Kun min vilje bærer mig frem. Kun min vilje får mig til at insistere på, at jeg VIL fandme lære at gå. Jeg vil. Det er ikke nemt. Det gør ondt. Det niver og bider. Men jeg vil!
Jeg er i gang med at lære noget nyt. Noget jeg ikke har prøvet før.
Ingen har sagt det ville være nemt.
Men jeg er i gang med at lære at gå.
Det er nyt.
Jeg er igang…