Jeg gav slip

Hvad sker der når man gi’r helt slip. Den tanke har jeg haft mange gange. Hvad sker der? Falder jeg, bliver jeg holdt oppe eller kan jeg rent faktisk flyve?

Da jeg meldte mig ud af dagpengesystemet i slutningen af september, tog jeg et lille frit fald. Jeg har brugt så meget tid og mange tanker på at bekymre mig om vores økonomi. Bekymringer der var baseret på fornemmelser. Men midt i september måned, kunne jeg ikke mere. Jeg var simpelthen brugt op. Jeg kunne mærke at jeg var FÆRDIG med at være på dagpenge. Ikke at jeg havde et job som kunne erstatte de penge jeg fik udbetalt af a-kassen, men jeg var simpelthen bare færdig med at være afhængig af andre. Samtidig følte jeg mig fastlåst. Fordi hvordan skulle vores økonomi løbe rundt, hvis ikke jeg fik udbetalt mine dagpenge. Jeg kunne jo ikke bare sige farvel til dagpengene uden at have et alternativ. Sådan følte jeg det ihvertfald. Men da tanken om at jeg var FÆRDIG med hele dagpengesystemet først havde plantet sig i mit hoved. Så kunne jeg simpelthen ikke tænke på andet. Jeg havde konstant katastrofetanker hvirvlende rundt i hovedet. Tankerne kørte i ring. Jeg sad fast. Til sidst kunne jeg ikke mere. Kroppen, hovedet, ja alt sagde stop. Jeg var færdig. Jeg blev sygemeldt og i en hel uge, hvor jeg bare lå på sofaen og kiggede ud i luften. Det blev et vendepunkt for mig. Underlig nok, så var det lettere for mig at fortælle mine omgivelser at jeg ikke kunne mere, efter jeg lagde mig syg med stress. På en eller anden måde kunne de pludselig se og acceptere at jeg var trængt op i en krog. Eller måske var det bare fordi jeg selv blev mere tydelig i min udmelding. Lad mig være i fred, jeg er syg af stress. En af dagene kom min mor forbi. Hun var selvfølgelig bekymret og som hun altid har gjort, så begyndte hun at søge efter en måde at hjælpe mig på. Det har altid irriteret mig helt vildt, at mine forældre altid går i løsningsmode på mine vegne. Så lad mig dog være i fred. Men det endte faktisk med at hun fik skubbet mig lidt videre. Hun sendte et link til min mail, med forskellige jobs som studiementor. Studerende med psykiske funktionsnedsættelser, der søgte en mentor, der kunne hjælpe dem med at skabe struktur og overblik. Og er der noget jeg kan så er det jo det. Så jeg søgte et par af stillingerne. Og pludselig havde jeg fire studerende under mine vinger.

Så istedet for at bekymre mig mere om min økonomi, så gjorde jeg noget ved det. Satte mig ned, så tallene i øjenene. Regnede, trak fra og lagde sammen. Undersøgte hvad der ville ske, hvis vi skulle undvære min indtægt. Undersøgte, hvor og hvordan vi kunne skære ned på vores udgifter. Gjorde noget ved det.

Jeg gav slip. Og jeg står her endnu. Altså står på mine to ben. Men en følelse af lethed har ramt mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *