Jeg har truffet en beslutning. Og med den beslutning, er jagten sat ind. Jagten på flow. Eller jagt er måske så meget sagt. Fordi beslutningen indebærer at jeg fremover vil gå af en legende, let og sjov vej. Der har været for lidt sjov og ballade i mit liv de sidste mange år. Jeg vil tilbage dertil, hvor jeg oplever flow. Oplever at flow kommer, når jeg mindst venter det. Oplever lethed fremfor kamp. Oplever at livet indimellem bare flyder afsted. Flyder afsted uden, at jeg sidder i min lille robåd og forsøger at ro op imod strømmen. Men. Fordi der er et men. Det kræver, at jeg giver slip. Slipper kampen. Stopper op. Stopper op nu.
Jeg fik en erkendelse i dag, da jeg gik ned af vores villa vej. Bare ordet villavej – det får det til at vende sig i mig. Nå men jeg gik altså ned af villavejen, og mærkede, hvordan jeg som så mange gange før, kiggede skævt efter alle de andre børnefamilier der gik samme vej som mig. Jeg er ihvertfald ikke som dem. Jeg er mere, jeg er bedre. Så ordinær kan jeg ikke være. Jeg er jo den type der flytter ud i et lille hus på landet. Den type der går en anden vej end alle andre. Den type der stiller spørgsmålstegn ved måden samfundet forventer at vi lever vores liv. Jeg er jo anderledes. Ja, jeg er så…
Eller hvad?
…
Nå, men jeg gik altså ned af den villavej. Med alle tankerne om, hvor unik jeg er. Og der. Lige der. Gik det op for mig. Jeg kæmper hver dag. Hver evig eneste dag er en kamp. Fordi jeg ikke vil være som alle andre. Og mens jeg kæmper denne kamp, så er jeg præcis ligesom alle de andre. Jeg er ikke en skid unik. Jeg bor med min mand, to børn, hund og høns på en lille villavej i Søborg. Det er ikke en skid fucking special. Så hvorfor kæmpe hver dag. Hvorfor ikke bare acceptere.
Jeg er ligesom alle de andre. Og hvad så…? Lige nu ved jeg ikke, hvad så. Hvad så, hvad? Jeg er jo bare et freeking fucking menneske. Som er blevet træt af at kæmpe. Træt af at ro op imod strømmen. Ta’ den.
