For mange år siden fik jeg det her billede af min veninde. Det har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Ikke fordi vi skal gå og stjæle fra hinanden, men fordi det minder mig om, at give fuckfingeren til den indre stemme der siger, at alt, hvad jeg laver, skal være unikt
Dengang da jeg lige havde lært at skrive, skrev jeg en historie om to marsvin. En historie, som mine forældre efterfølgende tvivlede på om jeg selv havde skrevet. De har helt sikkert ikke ment noget ondt med det. Men det ramte mig hårdt. At blive beskyldt for at have kopieret en anden historie, var som at slå mig over fingrene. Fordi hvert et ord var kommet fra mig selv… Den episode gav mig en frygt for at kopiere andre. Senere i gymnasiet, skulle jeg analysere Skyggen et eventyr af H.C. Andersen, og min lærer mente at analysen på en eller anden måde måtte være taget et andet sted fra. Han mente, at det var alt for godt skrevet og analysen var på ingen måde noget, som jeg kunne have fundet frem til. Igen, jeg havde selv skrevet og tænkt hvert et ord. Og der. Lige der. Blev min frygt forstærket. Jeg var hunderæd for, at jeg nogensinde igen ville blive beskyldt for at kopiere andre. Derfor har jeg siden gjort alt, hvad jeg kunne for at være fucking unik
Det er hårdt. At ville være unik. Fordi ord, tanker og ideer strømmer igennem os allesammen. Når vi bevæger os i den samme kreds af mennesker, så dukker de samme ord og ideer op i alle mulige forskellige afskygninger. Det er ikke fordi vi kopierer hinanden, men vi lærer af hinanden og bliver inspireret og deraf blomstrer vores eget unikke aftryk frem
Men hvis du, ligesom jeg, stræber efter at være unik, så går du i stå, hver gang du ser andre som udtrykker dét, som du helt bestemt følte kom fra dit hjerte. Du går i stå. Træder dig selv over tæerne. Hiver alt det du var lige ved at sende ud i verden tilbage. Du prøver at finde dine egne ord. Finde din egen vej. Det er med andre ord den vildeste flow stopper.
Men ved du hvad. Vi er født unikke. Jo mere jeg er mig. Jo mere unik er jeg. Så betyder det ingenting, at jeg bruger de samme ord, som hundredvis af andre mindfulnesslærere gør. Det betyder ingenting, at mit onlineforløb til forveksling ligner noget andre har skabt. Fordi når jeg sender noget ud i verden. Med min energi. Med mine ord. Med mit fingeraftryk solidt plantet på toppen af det hele. Så er det unikt.
Unikt på en fuldstændig ordinær måde.
Derfor er det her billede noget helt særligt. Tak @kristinafranoux jeg sender dig en kærlig tanke, hver gang jeg kigger på billedet dit.
#kærligremindertilmigselv