15. december 2019

Gigantisk sammentrækning

Gigantisk sammentrækning. Efter dette års vilde udvidelse. Jeg vidste den måtte komme. Jeg vidste den var på vej. Men jeg vidste ikke, hvordan den ville føles. Sammentrækningen. Jeg føler mig… Færdig. Done. Mættet. Udmattet. Energiforladt. TRÆT.

Min krop viser mig vej til det jeg har overhørt henover året. Følelser følger med. Jeg bliver hevet frem og tilbage i mit indre følelseshav. Og alt hvad jeg kan gøre, er at flyde med. Overgive mig. Til den længste udånding jeg nogensinde har ladet passere igennem mit system.

Men jeg føler, jeg skylder. Dig. Noget. Jeg kigger mig selv i spejlet hver morgen. Med den følelse lysende ud af mine øjne. Dårlig samvittighed og skyldfølelse knager og brager i mit system. Jeg føler, jeg skylder så mange mennesker en TAK. For kommentarer jeg ikke har svaret på. For støtte, opbakning og hep. For alt det jeg har modtaget. Men jeg har intet at give af. Jeg kan ikke finde ordene frem. Jeg er tom.

Jeg ved, at skyldfølelsen kommer med et dybere budskab. Fordi den har boet i mig det meste af mit liv. Jeg har altid haft følelsen af at være bagud på point. Følelsen af, at når noget blev mig givet, så måtte jeg give mindst ligeså meget tilbage. Gerne mere til. Men det står klokkeklart for mig. Lige her midt i min udånding. At jeg har givet alt hvad jeg havde. Og giver jeg mere. Så er der intet tilbage til mig. Intet tilbage til dem der står mig nærmest. Så jeg vugger rundt. Med skyldfølelsen i den ene hånd. Og mit hjerte i den anden.

Følelserne handler ikke om andre end mig. Mig og min frygt for ikke at være elsket. Frygten for, at hvis ikke jeg giver dig mine ord, min opmærksomhed, min energi, min taknemmelighed. Så tænker du dårligt om mig. Det er frygten for min egen elendighed der puster til ilden som nærer skyldfølelsen.

Så med et suk tømmer jeg lungerne for luft. Lader fingrene glide blødt henover min krop. Hvisker til mig selv, at følelsen først slipper sit tag, når jeg stopper med at bekæmpe den. At så længe jeg bekæmper den giver jeg den min kraft. Og den eneste vej, er at se den i øjenene. Trække vejet med den og omslutte den med accept!

Dyyyyyb udånding… efter udvidelse kommer sammentrækning. Altid!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *