Dette blogindlæg er skrevet af Louise. Jeg har hjulpet Nina i det daglige arbejde med uddannelsen i Naturterapeutisk Mindfulness, og jeg fortæller her om min første oplevelse med naturterapeutisk mindfulness. Jeg blev guidet af Nina i en 1:1 session, og den oplevelse brændte sig fast. Mit forhold til naturen har ændret sig – nu kan jeg ikke forholde mig til naturen uden også at forholde mig til mig selv.

Har været i skoven med Nina. Fantastisk. Meningsfuldt. Hårdt. Forandrende. Hvordan kan jeg beskrive det? Og hvad er det, jeg vil beskrive? Er det selve det, der skete under sessionen? Nej, det er det ikke, der er et før, et under og et efter. Og det ”efter” er der stadig. Det er dette øjeblik og det næste, og det næste… 

Inden jeg skulle mødes med Nina i skoven tænkte jeg… ”Den klarer jeg! Jeg er god til, og vant til, sessioner med personlig udvikling. Jeg har allerede en fornemmelse af, hvor mine udfordringer ligger. Det bliver spændende at høre, hvordan der bliver set og behandlet via naturterapeutisk mindfulness.” 

Det jeg ikke vidste var, at sessionen bare var en start. En start på en rejse, en proces, en selverkendelse, som ikke er nem, men som er meningsfuld, og værd at være med. Og kigge på. Og rumme. 

Vi trådte ind i skoven. Den friske og lidt fugtige luft føltes dejlig og blid på mine kinder. Jeg blev ramt. Jeg blev ramt af en fornemmelse af, at blive ”skyllet” med en masse følelser…. eller nok nærmere, jeg følte mig ”nøgen”, som om alle masker, facader, beskyttelsesdragter m.m. var blevet revet af mig. Og der stod jeg, helt åben og sårbar, og ikke længere i stand til at holde tårerne tilbage. 

Det havde jeg lov til. Jeg fik lov. Jeg gav mig lov. 

Mens vi trådte længere og længere ind i skoven, inviterede Nina mig til at overveje, hvorfor jeg var lige her, i skoven, til denne session. Hvad kaldte mig herud? Hvad sagde min indre stemme om mig og mit behov? Lige nu? 

Svaret kom. Ikke det svar jeg havde ”planlagt”. Men det sande svar. Jeg kunne mærke, at alt ”burde/fornuftige/smarte” var væk…. Og tilbage stod jeg, med den tydeligste og mest grundlæggende udfordring i mit liv. Og jeg mærkede en enormt ked af det-hed, som jeg var vant til at føle som en knude i maven, som helst skulle gå væk…. 

Der var ingen tvivl. 

Nina guidede mig nænsomt og mærkede hele tiden, hvor jeg var, og hvad jeg havde brug for. Gav mig tid og ro til at være med det, jeg havde brug for at være med. Jeg følte mig nøgen og sårbar. Men det var helt rigtigt. Nina inviterede mig til at tillade det hele at være der. Det måtte godt være der. Mærke det. Kigge på det. Lytte til det. Give det plads.  

Jeg fik set det i øjnene. Det var ikke sjovt. Hammeren på mit hoved slog hårdere og hårdere, i takt med at bevidstheden blev større og større. Jeg kunne ikke længere løbe fra det. Jeg kiggede på det. Og nøj, hvor var det hårdt. Men – jeg mærkede også en stor lettelse. En tilgivelse. En tilladelse. Jeg har det, som jeg har det, og det er sådan det er, lige nu. Lad være med at kæmpe imod, vær venlig ved dig selv, og tillad det. Kernen til min lidelse blev til bevidsthed. Og det gav mig ro. Ro til at hvile i det skridt på min rejse, hvor jeg er lige nu.    

Derude, i naturen, var det svært at gemme mig, sanserne blev skærpet, og der var ikke længere nogen eller noget at holde masken for. Jeg duftede til naturen, jeg lyttede, jeg mærkede på den, jeg trak vejret med den og jeg bevægede mig med den. Og det har jeg gjort lige siden den dag. Nu kan jeg ikke længere være derude uden at gøre alle de ting. De små ting, som Nina og jeg talte om, som symboler på mit liv, menneskene i det, mønstrene, er jo stadig derude, og jeg møder dem hver gang, jeg går en tur i min skov. De kigger på mig, og jeg kigger på dem, og de minder mig om, hvem jeg er, og hvor jeg er lige nu. Fordi det er her, jeg vil være. Og det er smukt. Nina – af hjertet tak.