Jeg er midt i den første uge, af mit online forløb sammen med de 12 skønne mødre, som gerne vil have mere ro, nærvær og nydelse i deres liv. Det har været en mindblowing uge for mig. Seriøst jeg føler mig så heldig over at få lov til at støtte kvinder på deres mindfulde rejse. Jeg tror slet ikke de ved, hvor meget deres personlige historier, spørgsmål og oplevelser fra livet som mor rør mig. Ej måske ved de det godt, fordi jeg har nok sagt det er par gange eller ti. Men jeg bliver bare så overvældet over, at JEG få lov til at støtte andre på den her rejse.
Samtidig, så kan jeg også mærke, at jeg skal passe ekstra godt på mig selv disse dage, fordi pludselig tager tingene fart, og det kræver at jeg er ekstra opmærksom på at få fyldt mig selv op. Så jeg prioriterer ture i skoven, meditation, dans i stuen, yoga og små lure på sofaen ekstra højt disse dage. Fordi for at jeg kan være der for andre, må jeg først og fremmest være der for mig selv. Og det er præcis det der er pointen i hele mit online forløb. Vi kan ikke være der for andre, hvis ikke vi fylder os selv op.
Men jeg har lyst til at dele et par pointer fra den her første uge, som slå mig. Først og fremmest, så er jeg blevet mindet om at der altid vil være et FØR og et EFTER mindfulness. Fordi alt det vi har gemt væk i årevis, det begynder pludselig at vise sig, når vi lytter indad. Når vi giver os selv lov til at være stille – så opstår der en anden slags støj, og det er støjen fra alt det vi ikke har ville lytte til. Alle de badebolde vi har skubbet ned under vandet, og forgæves har forsøgt at holde skak med. De popper op. Fordi de vil gerne ses på. De vil gerne lyttes til. Det første der som regel sker, når vi begynder at lytte, det er at vi mærker tristheden og måske endda sorgen over at vi så længe har tilsidesat os selv. Fordi når vi mærker, hvor godt det gør os, at være der for os selv, så slår det os også hvor lidt vi har lyttet i de sidste mange år. Måske endda det meste af livet.
Og jeg kender den tristhed. Faktisk var det alt hvad jeg kunne få kontakt til det første år, hvor jeg begyndte at lytte til mig selv og mit hjerte. En overvældende tristhed. Og et kæmpe behov for RO. Det var alt hvad der var. Og det gjorde mig så bange. Fordi tænk hvis det var alt hvad der nogensinde ville være. Tænk hvis tristheden skulle være min følgesvend resten af livet. Men jeg ventede tålmodigt, eller forholdsvist tålmodigt. Jeg gav mig tid til at mærke, og udforske det der gemte sig i stilheden. Og langsomt begyndte jeg at mærke mig selv. Mærke mine behov. Mærke hvad JEG havde lyst til. Derefter tog jeg små skridt, hvor jeg begyndte at følge mine behov. Hvilket var skide svært i begyndelsen. Fordi når du er vant til at sætte dig selv til side, så skal du genlære at gøre de ting som du har lyst til. Det er ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden.
Så der vil altid være et FØR og et EFTER mindfulness. Og det er den pose, som deltagerne nu langsomt begynder at åbne op for.