Et stille indadvendt forår er gledet over i en stille sommer

Et stille indadvendt forår er gledet over i en stille sommer. Med en krop der har slået knuder. Kløe som har holdt mig vågen, nat, efter nat, efter nat, og frustreret mig, dag, efter dag, efter dag. Hoste, som ikke skyldes corona, men et par lunger, som igen og igen lærer mig kunsten at lade sorg og smerte passere. Jeg har følt mig som et kæmpe stort rensningsanlæg for jordens smerte. Det har gjort ondt. Det har været ved at drive mig til vanvid. Men kroppen, min smukke kloge (og til tider ret irriterende ;)) vejviser, har invitereret mig til at være stille og nære mig selv. Jeg har blot været. Her. I hver en dag. Med næsen i mit eget spor. Fokuseret på min uddannelse og på de mennesker der er mig nærmest. Følt. Mærket. Og været med det hele.

Det føltes som om jeg blev kaldet. Til at søge dybere. Mine gamle veje føltes som blinde spor. Så jeg træder nye stier. På bare tæer. Med mit eget indre barn i hånden. Jeg genfinder kærligheden på ny. Fordi det er altid den jeg finder. Kærligheden. Den hviler i hvert et blad. I hver en celle. I hver en regndråbe. I hvert et åndedrag og hver en bevægelse. Den hviler i stilheden. Den er stilhed.

Og i morgen… I morgen certificerer jeg deltagerne på uddannelsen i naturterapeutisk mindfulness. En cirkel slutter. Jeg føler mig pillet fra hinanden og sat sammen på ny. De sidste måneders stilhed har givet mig ro til at integrere det hele. Og mens sommeren peger mig i de retninger, hvor jeg stadig holder fast, bader jeg i sollys, lader mig bevæge og åbner langsomt op. Igen. Det stille transformerende forår er, uden jeg opdagede det, gledet over i en stille livsgivende sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.