16. november 2015

Et skift i min virkelighedsopfattelse

Det kom pludselig. Som en række små eksplosioner i hovedet. Og pludselig faldt brikkerne på plads. De brikker jeg har vendt og drejet og forsøgt at få til at passe ind. De faldt pludselig i hak. Og så forstod jeg. At alt er okay. Lige her og lige nu. Alt er okay.

Jeg har virkelig alt det jeg drømmer om. Alt det jeg har drømt om i mange år. Nu har jeg det. Først og fremmest har jeg ro. Helt ærligt, jeg sidder og skriver dette klokken ni om formiddagen. Huset emmer af ro. Kaffen dufter og jeg har tid til at nyde det hele. Alt er okay. Jeg kan selv planlægge mine dage. Der er ingen stress. Eller der er ihvertfald ikke særlig meget der kan skabe stress. Men der er stadig stress i min krop. Jeg har stadig svært ved at huske. Svært ved at samle tankerne og overskue selv små ting. Men der er roligt omkring mig. Så mon ikke roen langsomt vil brede sig til hovedet.

Sammen med efterårets langsomme farveskift, er der sket et kæmpe skift i min virkelighedsopfattelse. Mit perspektiv har ændret sig. Jeg har fået et helt nyt syn på mig selv. På mit liv.

Det går langsomt op for mig, at jeg, så langt jeg kan huske tilbage, har været på vej mod et bedre sted. Fordi jeg troede jeg skulle. Fordi jeg forsøgte at passe ind. Jeg har kæmpet for at tilpasse mig et ideal. Forsøgt at aflure, hvordan alle andre gør, og så har jeg prøvet at gøre det samme. Men det har bare aldrig føltes rigtigt. Jeg har tværtimod fjernet mig længere og længere væk fra den jeg egentlig er. Og netop fordi jeg konstant har været på vej hen imod noget der er bedre, større og sjovere, så føltes livet konstant forkert.

De fleste af mine ideer og projekter, er opstået udfra ønsket om at forandre den situation, som jeg var i lige her og nu. Ideerne har holdt mig på vejen, frem mod et mål, som jeg troede var mit, men som, ved jeg nu, er opstået i ønsket om at passe ind. Måske kommer alle de ideer og drømme, jeg troede, jeg kunne mærke, slet ikke fra hjertet. For at være helt ærlig, så er det eneste mit hjerte har hvisket til mig været “Ro. Ro nu!”.

Så her er jeg. Jeg tager små tøvende skridt hver dag. Fordi, hvad gør man, når man ikke skal kæmpe? Når man ikke konstant er på vej mod et nyt mål. For at være ærlig, så er jeg mega bange for den ro, stilhed og stilstand som jeg pludselig mærker. Jeg har aldrig turde være i verden uden et mål. Det føles så uambitiøst. Så uambitiøst, og samtidig så fuldstændig rigtigt.

Det er gået op for mig, at når en ide eller et projekt kommer fra et ønske om at forandre sin situation, så er ens drive at fjerne sig fra noget. Der er hverken energi eller flow at hente i den slags projekter. Så med bævrende hjerte, vil jeg nu nyde roen og sige pænt tak til min hjerne for alle de ideer den konstant sender i min retning. Ideer som jeg kan varme mig ved, begejstres af og tænke videre på, for derefter at sende dem videre ud i verden, fordi lige nu er jeg ikke de ideers rette ejer.

img_3855

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *