Læs jurist Mette Sasjas historie om at starte på uddannelsen og om at ville skabe et andet arbejdsliv
“Jeg er blevet meget afklaret med, at jeg skal leve et liv, hvor der er meget mere nærvær, sanselighed og forbindelse. Jeg ved, at jeg skal noget andet, og livet er bare for kort til ikke at reagere på det.”
Kender du følelsen af, at noget trækker i dig? En følelse af, at der skal ske noget andet i dit liv?
Mange mennesker drømmer om at skifte karriere, at begynde at leve et liv med mere natur og nærvær. Men at handle på det kan være svært. – Og alt for sjældent har vi tid til at stoppe op og mærke efter og finde ud af, hvordan vi kan handle på det.
I september sidste år startede Mette-Sasja på Hold 5 af Uddannelsen i Naturterapeutisk Mindfulness. Mette-Sasja er mor til to, bor i Århus og arbejder som jurist hos Skanderborg Kommune.
Mette-Sasja havde netop følelsen af, at der skulle ske noget andet. “I mit nuværende arbejdsliv er der meget papirarbejde, travlhed og deadlines, meget skærmkiggeri og meget lidt forbindelse og ‘kommen hinanden ved’”, fortæller hun.
Da hun hørte om uddannelsen gennem et naturterapiforløb for børn, hun havde tilmeldt sin søn, trak det i hende med det samme, og hun gik straks i gang med at undersøge logistikken omkring transport mellem Århus og Sjælland.
Fire måneders grubleri og en samtale med mig senere sad Mette-Sasja på Århus-Odden færgen og var på vej mod Modul 1 😊
“Jeg er blevet skræmmende opmærksom på, hvor lidt nærvær jeg giver mine omgivelser”
Vi er nu mere end halvvejs på årets hold, som startede i september, og Mette-Sasja mærker allerede tydeligt, hvordan uddannelsen har forandret hende.
“Det har været meget fremmed for mig at få lov til at mærke efter. I vores travle hverdag har min mand og jeg sjældent tid til at se hinanden i øjnene mellem deadlines, unger og kaos.
Det har været en øjenåbner, hvor meget potentiale der er, og hvor meget nærvær og forbindelse, vi frarøver os selv. ‘Wow er det sådan det føles?’, kan jeg huske, at jeg efterfølgende tænkte, da jeg begyndte at have mere fokus på at være nærværende og få set hinanden i øjnene.”
“Du må gerne gøre noget bare fordi, du har lyst. Fordi det er nydelsesfyldt.”
– Det er Mette-Sasja blevet meget mere opmærksom på her 5 måneder inde i uddannelsen.
“Jeg hviler meget mere i mig selv. På uddannelsen gør vi op med, at alting skal have et rationelt udbytte. I den moderne verden er det meget sjældent, at man gør noget uden grund. Men alting giver ikke nødvendigvis rationel mening. Uddannelsen har hjulpet mig til at overgive mig. Til at leve mere nydelsesfuldt og at have tillid til, at meningen kommer.”
Og så fortæller hun, at uddannelsen også har givet hende et helt konkret redskab, hun bruger, når hun bliver ramt af negative følelser: “Så er jeg blevet god til at observere følelsen udefra og visualisere den. Det gør en stor forskel. Det gør det lettere ikke at gå med det negative og at holde sorg og vrede i en armslængde.”
“Det var magisk”
Men hvordan føles det at være ude på modulerne? Og kan Mette-Sasja fremhæve en særlig oplevelse fra de 5 moduler, vi har været igennem?
“Der er så meget, der har været meningsfuldt”, fortæller hun energisk. “Men måske er der alligevel en oplevelse, der har sat særligt aftryk”, fortsætter hun og fortæller om en aften på Modul 2, hvor vi lå i mørket omkring bålet, og jeg guidede en aftenmeditation. “Det var helt magisk”, fortæller Mette-Sasja og uddyber, at i det hele taget har det været fedt med ‘mørkedyrkningen’.
Mette-Sasja afslutter med at fortælle, at de månedlige moduler på en eller anden måde er blevet helt essentielle for hende, og at hun i december, hvor der ikke ligger et fysisk modul, savnede det fysiske møde og påmindelsen om at forblive i ‘væren’ frem for konstant ‘gøren’.
“Det her nærvær og rum manglede jeg i december. Man er helt høj nogle dage, efter at man har været afsted på et modul.”
– Og med den afslutning vil jeg fortælle til dig, der sidder derude og overvejer at tilmelde dig næste hold på uddannelsen, at datoerne for modulerne næsten er på plads, og at der er åbent for tilmelding til Hold 6 🙌
Trækker det også i dig, som det gjorde for Mette-Sasja?
Så lad os tage en snak 😊 Kontakt mig på mail@ninalerche.dk for at aftale en tid.