At åbne op fra det sårbare sted er en evig øvelse for mig, men jeg insisterer på at være her i verden med et åbent og ærligt hjerte. At blive mødt med så meget kærlighed (på instagram), som jeg har mærket i dag, det viser mig at det er den eneste vej frem.
Jeg ønsker, at vi hver især skaber plads og rum til alt det livet sender i vores retning. Uden at dulme, lukke ned og gemme væk. At være med det ubehag som mine følelser indimellem bringer med sig, det er for mig vejen til større frihed.
Du og jeg er sammen på den her rejse. Vi er altid forbundet. Følelsen af, at stå alene i verden, er en følelse skabt af tanker og gamle overbevisninger. Når vi mister følelsen af forbundethed, så mister vi også kontakten til vores egen skaberkraft og visdom.
Derfor delte jeg mit indre stormvejr i dag – for at genetablere forbindelsen. Til dig og til mig.
Så tak for at se mig og bekræfte mig i, at det er okay at dele uden filter.
Jeg vendte hjem til mig selv på min yndlingsplet i skoven. Lige der, midt i en solstråle, tittede glæden frem igen. Indhyllet i alle jeres kærlige ord, stod jeg og trak vejret. Og pludselig var der hul igennem igen. Til kærligheden. Hjertet. Og til alt det som vi begge er lavet af. Den smukkeste bevidsthed. Som strømmer igennem os hver især, så længe vi tillader os selv, at være med det der er.
