For knap en måned siden var jeg i Toscana med mit Hjertebanken hold. Turen blev, på mange måder, afsættet for en ny måde at se mit liv på. Det er mange år siden, at jeg fandt ud af, at jeg er særlig sensitiv. Men på en eller anden måde, så har jeg ubevidst håbet på at det var noget der forsvandt med tiden. Håbet, at jeg en morgen vågnede, og pludselig kunne klare mange flere belastninger, end jeg kan i dag. Men i Toscana gik det op for mig, at den dag kommer sandsynligvis aldrig. Så istedet for at forsøge at tilrette mit liv familie, venner og samfundets normer, så må jeg finde min egen vej. En vej der indebærer at jeg passer på mig selv og arbejder på en måde, hvor jeg ikke konstant bliver overstimuleret. Det lyder måske ganske rart og lige til i dine ører, men for mig er det meget angstprovokerende at jeg ikke kan gå den vej som alle andre går. Jeg kommer ikke til at trives i et fuldtidsjob fra 8-16. Derfor er jeg igang med at gentænke hvordan mit fremtidige arbejde skal se ud. Den rejse vil jeg beskrive her på bloggen, både for at samle mine tanker et sted, men også fordi den vej jeg går måske kan inspirere andre.
